Bakterier følger med et naturligt liv

Alle økologiske husdyr kommer ud i det fri. Derved kommer dyrene også i kontakt med bakterier i naturen. Bakterier er en del af det naturlige miljø og følger med, når dyrene lever et naturligt liv.

Et eksempel er campylobacter-bakterier, som kan findes i fersk kylling af enhver slags. Campylobacter-bakterier har altid været der og udgør ingen sundhedsrisiko, når man følger almindelig køkkenhygiejne, præcis som vores olde- og bedstemødre gjorde.

Økologien i Danmark har aldrig haft de samme problemer med salmonella, som der har været i ikke-økologiske produkter. Men sådan er det ikke med alle bakterietyper. Undersøgelser har vist, at fersk, økologisk kyllingekød oftere indeholder campylobacter end fersk kød fra ikke-økologisk fjerkræ. Slagtekyllingerne smittes med campylobacter fra jorden, insekter og drikkevandet, når de går ude. Campylobacter findes dog ikke i frosne kyllinger, da frysningen slår campylobacter ihjel.

Vi mener

Du kan ikke købe garanteret salmonella- eller campylobacterfri økologiske kyllinger. De økologiske dyr skal have mulighed for at komme under åben himmel. Dermed følger eksponering for bakterier, hvilket også bidrager til styrkelse af dyrenes immunforsvar.

Det gør vi

Fødevarestyrelsen har udarbejdet en handlingsplan for campylobacter i slagtekyllinger. I tilknytning til denne handlingsplan har DTU og Økologisk Landsforening udpeget en række forslag til initiativer, der kan gennemføres for at afdække om og hvordan risikoen for, at der er campylobacter i slagtekyllinger, der har adgang til det fri, kan reduceres.

Det handler bl.a. om:

  • Afklaring af, hvornår smitten sker i kyllingens liv, som kan danne grundlag for, hvor der kan sættes ind med tiltag. Det vil også afklare om slagtealderen har en betydning.
  • Tiltag i processen på slagteriet, der kan reducere bakterieforekomsten.

Det kan du gøre

Sørg for at overholde god køkkenhygiejne - især ved tilberedning af fjerkræ. Det gælder alt fjerkræ; økologisk såvel som ikke-økologisk.

  • Fersk kød og rå grøntsager må ikke blandes sammen
  • Undgå overførsel via kødsaft - brug rent skærebræt og kniv til kød og grøntsager hver for sig
  • Gennemsteg kødet - min. 75°.
  • Rester skal køles hurtigt ned Hvis du vil være endnu mere sikker på at undgå en risiko for campylobacter, kan du vælge frosne kyllinger.