Høringssvar til Høring over udkast til samlenotater til Folketingets Europaudvalg om forslag til Veterinær lægemiddelforordning

Sk/17. november 2017/ korrigeret 21. november

Det er meget vigtigt for Økologisk landsforening, at EU parlamentets ændringsforslag nr. 212 til artikel 91 med følgende ordlyd ”manufacturing authorisation shall also not be required for preparation, filling or changes in packaging or presentation where these processes are carried out solely for dispensing by pharmacists in a pharmacy or by veterinarians in a veterinary practice” er indarbejdet i den veterinære lægemiddelforordning.

Den nuværende situation i Danmark demonstrerer hvorfor, det er så vigtigt at få dette ændringsforslag ind. Der udleveres pakninger som er dobbelt eller flere 100 gange for store. Det er uansvarlig medicinhåndtering, uansvarlig ressourceforvaltning og en unødig administrativ og økonomisk omkostning for landmanden, der lægger op til omgåelse af reglerne. Situationen kan friste til, at dyreejere måske særligt producenter og dyreejere  uden samme kontrol, som der er i økologien,  beholder den ubenyttede medicin og selv administrerer den resterende mængde herunder sælger af den. De store pakninger er et problem for alle økologiske landmænd, alle mindre husdyrholdere og alle kæledyrsejere.

Økologisk Landsforening har opgjort de samlede årlige udgifter hos økologiske landmænd til medicin, der skal bortskaffes efter dyrene er færdigbehandlet til op mod kr. 1 mio pr. år. I svineholdet er det 70% af betalingen for medicin, der går til medicin, der skal bortskaffes.

Det er ikke en tilfredsstillende løsning, hvis alle dyrlæger skal godkendes som detailforhandlere for at de skal kunne udlevere medicin i mindre dosis, og det er heller ikke en brugbar løsning at få mindre pakninger på markedet. Der er alt for stor variation mellem den mængde medicin, der skal udleveres, fordi der kun behandles på enkeltdyrsniveau, og det vil i øvrigt indsnævre udbuddet af medicin, hvilket er uhensigtsmæssigt både i forhold til risiko for resistens, mulighed for rette valg af medicin og konkurrencen mellem lægemiddelproducenter.  Den generelle trend går i ørvigt i retning af afmelding af produkter, så det er yderst usandsynligt at der vil være et relevant antal midler at vælge imellem.