Årets Økopris - tidligere vindere

Årets Økopris blev stiftet i 2014. Prisen gives til den eller dem, der har gjort noget særligt for arbejdet med økologi; en ildsjæl, der går forrest og viser vejen til andre i branchen. Herunder følger vinderne fra de foregående år.
Overborgmester Frank Jensen blev hyldet med Årets Økopris 2015 for Københavns indsats for at udbrede økologien til alle hovedstadens kommunale køkkener.

2014: Marian Aagaard

Første modtager af den nye pris blev regionsformanden for Kost & Ernæringsforbundet i Nordjylland, Marian Aagaard, som fik overrakt prisen på Food Festival i Aarhus.

- Du modtager prisen, fordi du dagligt sætter handling bag holdning, og fordi du har placeret sig selv helt centralt i forhold til at begejstre og få sat fokus på økologien i en landsdels, hvor der er gang i en stor økologisk omlægning, og hvor der skal findes nye løsninger for at nå målet. Økologi kan ikke stå alene, der skal også være mennesker bag gryderne, som er klar til at lave god økologisk mad, og for dem er du altid klar til at gå i front, sagde Torben Blok til Marian Aagaard under overrækkelsen af økoprisen tidligere på dagen.

Læs mere om kåringen af Marian Aagaard her

 

2015: Frank Jensen

Overborgmester Frank Jensen blev hyldet med Årets Økopris 2015 for Københavns indsats for at udbrede økologien til alle hovedstadens kommunale køkkener.

- Indsatsen hæver den ernæringsmæssige og kulinariske kvalitet i de tusindvis af økologiske måltider, som Københavns Kommune serverer hver dag, sagde Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, da han overrakte Årets Økopris til overborgmester Frank Jensen (S).

Hver dag bliver der lavet 60.000 måltider rundt omkring i Københavns Kommunes offentlige køkkener. 80 procent af råvarerne i disse er i dag økologiske, og kommunen satser på at krydse en økologiprocent på 90 ved udgangen af 2015.

Det ambitiøse omlægningsinitiativ er årsagen til, at kommunens overborgmester, Frank Jensen, modtog Årets Økopris 2015, der blev overrakt på den økologiske jubilæumsscene på Copenhagen Food Fair.
- Vi er fulde af beundring over, at Københavns Kommunes fødevareindkøb allerede er blevet 80 procent økologisk og således er flot på vej mod målet om at nå hele 90 procent økologi her i 2015, sagde Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening ved overrækkelsen.

 

2016: Odense Kommune

Odense Kommune fik overrakt Årets Økopris 2016 ved et stort Økotræf på Foodexpo i Herning. Prisen uddeles af Økologisk Landsforening og hylder ildsjæle, der gør en indsats for at udbrede øko-måltider i landets storkøkkener.

Hver dag serverer Odense Kommunes ’Byens Køkken’ 2.500 måltider for ældre og mennesker med handicap i Odense. Mandag aften modtog Byens Køkken det økologiske spisemærke i bronze som bevis på, at alle disse måltider nu er 30-60 procent økologiske. Den indsats udløste samtidig Årets Økopris 2016 til Odense Kommune. Prisen blev overrakt ved et stort Økotræf på Foodexpo i Herning.

- Odense Kommune modtager Årets Økopris 2016, fordi økologi og bæredygtighed betragtes som en helt naturlig del af det at servere 2500 måltider om dagen. De har sat fokus på uddannelse og involvering af alle medarbejder i rejsen frem mod 60 procent økologi, og de arbejder hele tiden på at finde nye løsninger og vise ansvarlighed både i forhold til indkøb, madlavning, menuplanlægning og madspild, udtaler Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, ved overrækkelsen af Økoprisen.

Læs mere om kåringen af Odense Kommune her