Derfor blev jeg økolog 1

”Vidundermidlerne, jeg kørte med, er forsidens synder i dag". Anders Lund var kørt træt af at køre pesticider ud på marken efter recept. Før omlægningen i 1999 kunne han bogstavelig talt smage pesticiderne, mens samfundsdebatten om sprøjtegifte smittede af. Og så kom politikerne med et godt tilbud. Her er en smagsprøve på den nye podcast-serie: Derfor blev jeg økolog.

- Jeg havde mistet glæden ved at være landmand. Det var for intensivt. Jeg kunne ikke være med mere. Enten skulle jeg stoppe som landmand – eller også skulle jeg finde på noget andet. Og det blev så økologien.

Sådan beskriver planteavler Anders Lund kort i begyndelsen af den nye podcast Derfor blev jeg økolog, hvorfor han valgte at blive økolog i 1999. I den nye podcast, magasinet Økologisk producerer en gang i kvartalet, går vi i dybden med, hvorfor landmænd og andre fagfolk omstiller deres produktion til økologi.

Første gæst i podcast-studiet er Anders Lund. Han ejer Aastrupgård, hvor han dyrker 70 hektar jord, der skråner ned mod Gudenåen nær Horsens. På markerne er der i dag blandt andet ølandshvede, havre og hestebønner. Et par minutter inde i podcasten giver Anders Lund et eksempel på den intensive drift, der gradvist stjal arbejdsglæden fra ham.

Den midtjyske landmand var del af en markstyringsgruppe, der havde en planteavlskonsulent. En gang om ugen mødtes de hos en skiftende vært, og gruppen gik så rundt og så på byg og hvede. Tilbage på gårdspladsen tog konsulenten så en stor blok frem, og så skrev han "en alenlang recept" om, hvad landmændene skulle sprøjte med i de forskellige afgrøder. Byggen skulle sprøjtes mod meldug, og i en anden afgrøde skulle de ud med mangansulfat – et mikronæringsstof.

- Altså, vi fik udleveret en recept, og så kunne man klappe hælene sammen og sige: Javel! Det må jeg så have gjort, inden vi ses om en uge. Jeg syntes ikke, at det var særligt tilfredsstillende, fortæller Anders Lund.

METALLISK SMAG I MUNDEN

Anders Lund beskriver, at han som ganske ung ellers var rigtig glad for planteavl på den gård, han har overtaget efter sine forældre og bedsteforældre. Han begyndte sin landmandsuddannelse i 1981. Sideløbende var økologien så småt startet op. Til hans store skepsis.

- Jeg troede ikke på de der unge idealister. Jeg grinte af økologerne. De kom og sagde, at de konventionelle landmænd drev deres landbrug på en forkert måde. Jeg følte, at de var gale, for man kunne ikke gøre det bedre end den måde, vi drev landbrug på dengang, der var med store hensyn til miljø og dyrevelfærd.

Men det selvbillede begyndte så småt at slå revner. Bl.a. fordi Anders Lund kunne mærke effekterne af sprøjtegiftene på egen krop.

- Jeg sørgede for at bruge handsker og åndedrætsværn, når jeg blandede pesticiderne op med vand, men dengang havde vi ikke

så gode traktorer. I dag har man helt lukkede kabiner og kulfiltre. Jeg havde det faktisk dårligt, når jeg havde sprøjtet. Man havde sådan en metallisk smag i munden. Man spyttede hele tiden. Jeg var lidt utilpas. Jeg var ramt af et eller andet, selv om jeg syntes, jeg havde været forsigtig, fortæller Anders Lund.

FASCINERET AF PESTICIDERNE

I 1980’erne blev der på grund af afregningsmåden på kornpriserne sprøjtet rigtig meget. ”Vi gav den fuld gas”, husker Anders Lund.

De hyppige ture med traktorer og marksprøjten gjorde, at brugen af giftene blev diskuteret mere og mere uden for branchen. Anders Lund diskuterede blandt andet med nogle af sine venner, der var begyndt på gymnasiet og havde fået biologi. De delte ikke ligefrem branchens vurdering af pesticiderne.

- Jeg tænkte, at diskussionen var hysterisk. Det, jeg læste i fagblade og fik at vide, når jeg var på skole, var, at midlerne var godkendt. Jeg havde en tro på, at pesticidfirmaerne solgte midler, der ikke skader miljø og drikkevand. Midler, der ikke gjorde os unge mennesker syge, når vi kørte med dem. Jeg var fascineret af pesticiderne. Da jeg var ung, kørte jeg med mange fantastiske midler. For det var det, de var for mig i midten af 1980’erne, siger Anders Lund og trækker en tråd til nutiden:

- Når vi så kigger på de midler, vi kørte med dengang, så er de kommet i skuffen med fortidens synder. Hovedparten af de vidundermidler, jeg kørte ud med, er fortidens synder i dag, siger Anders Lund og referer til, at nogle af giftene har vist sig at havne i drikkevandet.

OMLÆGNINGSSTØTTE VAR VIGTIG BRIK

En af de første store sager om sprøjtegifte i drikkevandet var Atrazin-sagen i 1994. Historien, som medierne nærmest gik i selvsving over, fra den midtjyske landsby Ejstrupholm gjorde indtryk på Anders Lund. Sprøjtegiften var blevet brugt på nogle banearealer og var havnet i drikkevandet i koncentrationer i op til 13 gange over grænseværdien. Det blev kædet sammen med, at der i landsbyen blev født for mange børn med rygmarvsbrok.

- Det er en sum af mange faktorer, at jeg står der på gårdspladsen med recepten og tænker: Jamen, det her er for meget for mig.

En anden vigtig brik for Anders Lunds valg var, at politikerne i 1990’erne besluttede at give en omlægningsstøtte til landmænd, der lagde produktionen om. Det betød, at han fik et tilskud i de omkring to år, det tog, før han kunne sælge sine produkter som økologiske.

- Det var sejt, at de vedtog det. Og det gjorde, at jeg turde gå ind i det – rent økonomisk, siger han og roser også forbrugerne for deres støtte. Men tvivlen forsvandt ikke, da Anders Lund i 1999 havde udfyldt og sendt autorisationspapirerne ind. Tværtom.

- Sagt i al fortrolighed til dig og lytterne, så havde jeg mareridt om natten. Jeg kunne vågne op helt våd af sved: Hvad har du dog gjort, Anders? Mit mareridt var det ukrudt, jeg ikke kunne styre ude på marken. Rent fagligt var det det mest grænseoverskridende, jeg har foretaget mig hele mit liv – at gå fra det ”sikre” dyrkningssystem som konventionel, hvor markerne var pæne, og til noget totalt usikkert, husker Anders Lund.

STOR RESPEKT FOR DE UNGE IDEALISTER

Hvordan det så gik, da Anders Lund omlagde sin planteproduktion til økologi, kan du høre i podcasten. Nemt var det ikke. Og det er det stadig ikke – men han er fortsat økolog.

Inden Anders Lund fortæller om markarbejdet som økolog, har han dog taget forskud på udgangen af podcasten. En udgang, hvor linjerne i hans faglige liv bliver trukket op, og hvor han udfolder sin stigende interesse for mikrolivet i den jord, han dyrker økologisk. Som et indskud – tidligt i udsendelsen – har Anders Lund nemlig sagt:

- Jeg bliver lige nødt til at sige med det samme: De unge idealister, jeg grinte af i 1981, dem har jeg en enorm beundring for i dag. Og respekt. Det er jo folk, kollegaer, jeg stadig møder, når jeg for eksempel er til Økologikongres.

De så noget på et meget, meget tidligt tidspunkt, som ingen andre i samfundet så. Men de så det, og de holdt fast i det.