Økologisk Kartoffelkur

Fra 27/10 kl. 12:30 - Til 27/10 kl. 16:00

Adresse:
Tech College, Øster Uttrup Vej 1, 9000 Aalborg
Arrangør:
Økologisk Landsforening
Kontaktperson:
Vær med til at fejre den økologiske spisekartoffels mange glæder. Få faglig viden, ny energi og mange flere kartofler på menuen!

Økologisk Landsforening inviterer til faglig kartoffelkur - en fejring af økokartoflens mange glæder, køkkentekniske egenskaber, smage og blændende medvirken i en lang række retter. Der skal smages og samtales, så alle bliver beriget med dyb faglig kartoffelviden og ny energi på at få mange flere økologiske kartofler på menuerne! Alle deltagere vil efterfølgende få leveret en smagekasse med udvalgte sorter direkte til køkkenet, så kartoffelmagien kan leve videre, og guldklumperne kan komme i kog.

Program

12.30 - 14.45: Frokost: kartoffelhyldest og faglig beruselse.

Vi sætter os til bords og lader os overvælde med frokostretter med alt det dejlige, den økologiske kartoffel tilbyder.  Forestil dig et overflødighedshorn af guldkartofler i en veltilrettelagt menu fyldt med variation og kartoffelglæde kun afbrudt af små pauser undervejs i måltidet til kartoffelhyldestsange og faglige vidensdrys om kartoffeldyrkning, næringsværdi, sortsvariationer, smag, umami og tilberedningsmetoder.  

Som gæst ved det prægtige måltid tager du selv del i de glædelige udfoldelser undervejs, så forvent ikke, du bare kommer til at sidde og sidde!  De faglige kartoffelguruer, som vil beruse os med viden og inspiration under frokosten er Pia Hoff Hjorth, kok og kartoffelavler, Simon Phillipsen, kok og kartoffelkogeekspert, Louise Beck Brønnum, gastrofysiker og kartoffelnørd samt Anton Rasmussen, agronom og kartoffelklimaekspert.

14.45 - 15.45: Kartoffelrækken rundt
Mens vi nyder kartoffelkager med eftermiddagsdrik tager vi dig med på rundvisning i 13 økologiske kartoffelsorter og går på opdagelse i egenskaber og karakteristika. Vi deler indsigter, udfordringer og muligheder i forhold til at få flere danske økologiske spisekartofler på markerne, i gryderne og på tallerknerne.

15.45 - 16.00: Fremtiden for danske økologiske spisekartofler
Vi samler op på dagens erfaringer og deler visioner for fremtidens danske økologiske spisekartofler i de store gryder. Torben Blok, Økologisk Landsforening, runder af.

Ret til ændringer forbeholdes

Pris og tilmelding

Det er gratis at deltage. Der er begrænset antal pladser og tilmelding er nødvendig senest 1. oktober 2020 her:

Økologisk Kartoffelkur
Navn *
Virksomhed *
Adresse *
Postnummer og by *
Telefonnummer *
E-mail-adresse *

Topkvalitet i økologiske spisekartofler

Temadagen afholdes i projektet Topkvalitet i økologiske spisekartofler, som gennemføres af Økologisk Landsforening med støtte fra Fonden for Økologisk Landbrug og Kartoffelafgiftsfonden.