Mentorskab – udvikling og udbytte for både mentor og mentee

At indgå i en mentorordning udspringer for såvel mentor som for mentee om et ønske om og en interesse i at udvikle sig gennem menneskelige relationer.
26 økologiske landmænd på mentorkursus i Økologisk Landsforening februar 2019

Mentorskabet har rødder i mesterlæren, hvor den unge lærling følger og lærer af den ældre mester. I dag betragtes mentorskabet dog snarere som et gensidigt inspirerende samarbejde mellem to personer, hvor mentor typisk har mere viden og erfaring end mentee.

Alle mentorer og mentees har unikke kompetencer, ønsker og forudsætninger for at deltage. Der kan derfor heller ikke gives en endelig beskrivelse af, hvad hvert enkelt forløb skal indeholde, eller hvad resultatet skal være.

Det er vigtigt at være opmærksom på, der ikke er tale om et rådgivningsforløb men om et samarbejde, som skal give værdi for såvel mentor som mentee.

Mentorskabet handler om at skabe meningsfulde samtaler mellem to personer, hvor mentee får anledning til at tage mange forskellige situationer og emner op for at få spørgsmål, sparring, feedvback og udvikle nye indsigter, ny viden og ny adfærd, og hvor mentor får anledning til at opleve verden gennem mentees øjne og dermed også får ny forståelse og viden med sig hjem.

Mentor+guiden, Kirsten M. Poulsen, 2008

Mentorrollen

Mentor forventes at have en solid faglig og menneskelig ballast. Det forventes, at mentor vil stille sin fulde viden og erfaring til rådighed for at hjælpe mentee på bedste vis. Mentor skal ikke kunne give svar på alt men skal kunne lytte og spørge og vejlede på en måde, så mentee selv kommer frem til den rette løsning.

Nøgleord for økologi-mentorer: Fagligt dygtige, indsigt i de økologiske værdier/de fire grundprincipper, erfaring, økonomisk indsigt, sociale kompetencer, rollemodel, turde bruge sig selv som eksempel samt turde stille de ’svære’ spørgsmål.

Mentee-rollen

Mentees forventes at have et ønske om at udvikle sig selv og sin virksomhed. Det forudsætter, at man vil åbne sig og delagtiggøre en mentor i sine problemer og svagheder. Mentee skal være åben over for såvel anbefalinger som konstruktiv kritik og være klar til at foretage forandringer. Det er mentee, som suverænt afgør, om han/hun vil følge anbefalinger og råd fra mentor.

Nøgleord for økologi-mentees: Interesse i at blive en dygtigere økolog, åbenhed, modtagelig for konstruktiv kritik og gode råd, begrænset erfaring og viden som økolog.

Hvem er Mentor?

Mentor optræder i græsk mytologi som ven og rådgiver for Odysseus. Odysseus efterlader sin søn i Mentors varetægt, da han begiver sig i krig.