Franske køer skal æde løv

Adrien Messean er botaniker, landmandssøn og så praktiserer han skovlandbrug på forældrenes gård øst for Paris. Indtil for få år siden drev faderen sit landbrug med malkekvæg, men da Adrien Messean overtog produktionen valgte han at skifte til kødkvæg og samtidig beholde sit job som botaniker inden for naturbevaring.

Adrien Messeans i alt 25 kvæg, som er en blanding mellem limousine og montbéliard, får dækket cirka 10 % af deres foderbehov gennem ask og pil, og især i de tørre sommermåneder, når græsset ikke gror, er træerne et værdifuldt supplement. Pilen stynes hvert 2., 4. eller 5. år, afhængigt af alder, og grenene gives til dyrene. Adrien Messean har lavet forsøg med at tørre grenene og give dem til kalvene i løbet af vinteren, og det har været en succes. Men der er ikke meget, der kan måle sig med dyrenes glæde, når der er ask på menuen, forklarer Adrien Messean.

Adrien Messeans landbrug består af 30 hektar eng, skov og nogle højereliggende landbrugsarealer et stykke væk fra gården. Her er Adrien Messean de seneste år også gået i gang med skovlandbrug ved at etablere tætliggende enradede læhegn med en blanding af ask, æble, slåen, kirsebær, pil, eg og rødel. Funktionen er her bl.a. at skærme hans egne jorder mod afdrift fra de konventionelle nabomarker, men også at øge biodiversiteten. Træerne vokser dog ikke så hurtigt oppe på de høje, blotlagt arealer, som de gør nede i dalen, og den meget tørre sommer har heller ikke hjulpet, fortæller Adrien Messean.

Træer giver mening for økologien

Adrien Messeans forældre var de første i regionen, der omlagde til økologi for 40 år siden, så han er vokset op med den økologiske tankegang og for ham giver det god mening at inkludere træerne i produktionen.

- Det er helt naturligt at inkludere træerne i gårdens cyklus. Ikke alene giver de rigtig godt foder til dyrene, de er også med til at skabe en god biodiversitet, bedre klimaftryk og et bedre miljø for dyrene på marken, hvor de kan finde ly og læ under træerne, forklarer Adrien Messean.

Kulstofopbygning i systemet

Der opbygges 6 ton kulstof pr. år eller 22 ton CO2 pr. år, estimeret ud fra den øgede kulstofopbygning over jorden i systemet efter tilplantning.

Naturværdi

På engarealet udnyttes træer, som har stået på området i mange år og har en betydelig biodiversitet tilknyttet. Pil og ask har en meget høj indvirkning på antallet af insektarter. Pil er desuden en vigtig fødekilde for bestøvere. En meget stor plantediversitet i de øvrige hegn giver føde og levested for flere dyr, og beskytter markerne mod afdrift af sprøjtegifte.

Læs mere i Skovlandbrug - et inspirationskatalog

Læs mere i Skovlandbrug - et inspirationskatalog, som er udarbejdet af Økologisk Landsforening i projektet InTRÆgrer – Integration af træer i økologisk landbrug. I kataloget finder du inspiration fra forskellige skovlandbrugssystemer, information om regler for tilskud og støtte til træer og buske i markfladen og erfaringer og råd fra erfarne og innovative praktikere, både i og uden for Danmark. Kataloget og projektet er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug.

Læs Skovlandbrug - et inspirationskatalog