Syltning efter alle kunstens regler

På hospitalet i Randers er strategien, at patienternes mad er økologisk og lavet fra bunden. Se indslag fra TV2 Østjylland om hospitalets sylteprojekt.

I Randers har man på hospitalet gang i et kæmpe sylteprojekt. Fire ton asier, agurker, græskar og rødbeder skal syltes. Det gør man selv, fremfor at købe det i butikkerne.

- For det første, så smager det bedre, det er hjemmelavet, og i længden er det også billigere, siger ernæringsassistent Tina Gjøde Andersen til TV2 Østjylland.

Her har man en klar formodning om, at det nytter sig at servere hjemmelavet mad for patienterne.

- Vi skal tænke på, at det kommer vores patienter til gode, at vi leverer god kvalitet og dejlig mad, som patienterne bliver raske af, siger Mona Carøe Jensen, der er cheføkonoma.

I Randers er hospitalskøkkenet på 83 procent økologi og har derfor det økologiske sølvmærke. Men køkkenet går efter guldet, lyder meldingen.

Og det er gæsterne glade for, hvis man skal tro en lille rundspørge på hospitalet.

- Jeg synes, det er rigtig lækker mad, den minder lidt om barndommen, det vil sige, at det er lavet fra bunden, og det smager af det, det er, siger patient Bente Gunhild Hagen Frederiksen.

SE INDSLAGET FRA TV2 ØSTJYLLAND