Skovlandbrug i Danmark - hvorfor og hvordan?

Økologisk Landsforening inviterer 28. november til workshop om skovlandbrug i Danmark. Hvad er det i dansk sammenhæng? Hvad kan det, og hvorfor skal vi interessere os for det?

INFORMATION OG TILMELDING HER

Økologisk Landsforening gennemfører i 2018 projektet InTRÆgrer, hvori vi ser på, hvordan træer og buske kan integreres i økologisk landbrug med særligt fokus på effekter på klima, natur og økonomi.

- Skovlandbrug er relevant og brugbart for både husdyrbrug og rene planteavls- og gartneribrug, så alle er velkomne, understreger Julie Rohde, konsulent i Økologisk Landsforening.

På workshoppen fremlægger hun sammen med kollega og klimakonsulent Mette Kronborg erfaringer fra projektets samarbejde med fire danske og fire udenlandske praktikere af skovlandbrug, og de inviterer deltagerne til at dele deres egne erfaringer og tanker om produktionsformen.

- Formålet med workshoppen er, at alle bliver klogere og deler viden, så vi kan udbrede kendskabet til skovlandbrug og bane vejen for mere af det. Målet er, at flere landbrugere får mod på at integrere træer i produktionen, siger Julie Rohde.

Viden og erfaringer fra workshoppen vil spille en værdifuld rolle i projekt InTRÆgrer 2.0, som skydes i gang i 2019. 2018 er brugt på at indsamle information og data fra eksisterende skovlandbrug i ind- og udland. I det nye projekt vil tre landmænd etablere nye skovlandbrugssystemer.