Salg i løs vægt er fremtiden

For initiativtagerne bag LØS Market er bæredygtighed vigtigere end tallene på bundlinjen

LØS Market, som er inspireret af Biocoop løssalgs-konceptet, skal nedbringe madspildet i de danske husholdninger, hvor op mod en fjerdedel af maden ender i affaldsspanden.

Økologiske forbrugere i København, som er trætte af at slæbe masser af emballage med hjem fra supermarkedet, får efter sommerferien mulighed for at købe alle de mest almindelige økologiske basisvarer i løs vægt i en nyetableret emballagefri butik i Saxogade på Vesterbro.

Idemanden bag landets første større butik, som udelukkende satser på løssalg af økologiske fødevarer, er franskfødte Frederic Hamburger. Han kom til Danmark for 18 år siden, og gennem de sidste fire år af en travl erhvervskarriere har han arbejdet med eksport af konventionelle øl og mejeriprodukter for henholdsvis Harboe og Arla Foods.

Nu har han kvittet sit job som eksportmaneger hos Arla for sammen med to herboende landsmænd at realisere drømmen om at etablere en bæredygtig fødevarebutik, hvor alt bliver solgt i løs vægt og uden emballage, og hvor bæredygtighed er vigtigere end bundlinjen.

- Vi har kørt vores karrierer, så for os handler det her ikke om penge. Men jeg har ikke længere lyst til at sælge mælkepulver til Afrika fra et støttet europæisk landbrug.

Læs mere om tanker bag LØS Market i Økologi & Erhverv.

Det er tilladt at citere denne artikel med kildehenvisning til Økologi & Erhverv.