Høringssvar til Klimaloven

Økologisk Landsforening bakker op om Klimaloven men peger på, at bæredygtighed kræver, at klimaløsninger også tager andre verdensmål i betragtning om nationale mål og forpligtelser indenfor eksempelvis økologi, natur, miljø mm.

Økologisk Landsforening har læst forslaget til Lov om klima.

Det er meget positivt, at Danmark har vedtaget et ambitiøst mål for den danske udledning i Danmark. Foreningen har kun få bemærkninger.

Økologisk Landsforening havde gerne set, at det det fremgår mere klart af loven, at klimaindsatsen sættes ind i en helhedstilgang. Det er bemærkelsesværdigt, at der i Bemærkningerne til lovforslaget kun er henvist til verdensmål 7 Bæredygtig Energi og verdensmål 13 Klima.  Den grønne omstilling handler både om klima, natur, biodiversitet, miljø og FNs øvrige verdensmål. En bæredygtig løsning skal tage alle parametre i betragtning. Den traditionelle tilgang har desværre været at tilgå problemer adskilt. Der er opbygget det, der benævnes et silosystem.

Økologisk Landsforening foreslår derfor, for at indarbejde helhedsbetragtningen og sikre en bæredygtig indsats, der leverer på flere mål, at § 1 stk. 2,2 udbygges med den understregede tekst

2) Indfrielsen af Danmarks klimamål skal ske så omkostningseffektivt som muligt, under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling og tilhørende nationale og internationale målsætninger og forpligtelser indenfor biodiversitet, vandmiljø, økologi og rent drikkevand, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse. Dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles.

Det fremgår af Klimaloven, at den retter sig mod indenlandske reduktioner. Det må ikke blive en fordel at benytte sig af udenlandsk produceret input, fordi dette input ikke giver en udledning i Danmark. Som Klimaloven er formuleret lige nu, så er der ikke nogen udledning fra det foder, som Danmark importerer. Samtidigt er der en generel opmærksomhed på, at vi skal etablere en egen produktion af proteinfoder i Danmark. Hjemtagning og etablering af denne foderproduktion, der skal nedbringe import af udenlandsk produceret foder, må ikke blive bremset af, at etablering af en produktion i DK evt. øger den danske udledning sammenholdt med det scenarie, hvor foderet importeres, og derfor ikke har noget aftryk. Økologisk Landsforening foreslår derfor, at § 1 stk. 2,2 udbygges, se understreget tekst

4) De tiltag, der skal anvendes for at reducere udledningen af drivhusgasser, skal medføre reelle, indenlandske reduktioner, men samtidig skal det sikres, at danske tiltag ikke blot flytter hele drivhusgasudledningen uden for Danmarks grænser. Klimabelastning fra udenlandsk produktion af input i den danske produktion skal derfor være omfattet af reduktionsmålet.

Økologisk Landsforening havde også gerne set, at Klimaloven også indeholdt et reduktionsmål for danskernes forbrug, da en stor del af dette ikke vil blive berørt af 70% målsætningen. Danskernes mad og danskernes forbrug af forbrugsgoder repræsenterer tilsammen 44% af aftrykket fra danskernes forbrug. En dansker udleder i gennemsnit 17 tons CO2 e pr. år, 3 af disse tons er fødevarer og 4,5 tons er forbrugsgoder a la ”ting og sager”.

Endelig så vil Økologisk Landsforening benytte høringen på udkastet til Loven til at tilkendegive vores interesse for at få plads i det Klimadialogforum, der skal nedsættes. Økologien vokser og økologien skal være en del af løsningen i landbruget. Økologisk Landsforening repræsenterer hele værdikæden fra jord til bord, og var first movers på at tilbyde klimahandlingsplaner til landbruget. Foreningen arbejder ambitiøst med klimaindsatser i det økologiske landbrug og er gået i front med forslag om klimaregnskaber i landbruget, der kombineret med et CO2 e loft og en ny anvendelse af EUs landbrugsstøttemidler kan blive et stærkt redskab til at sikre en klimaomstilling i landbruget. Økologisk Landsforening har også været driver på at få en klimaoptimeret kost i de offentlige storkøkkener, hvor omlægning til økologi har ændret kosten i retning af mere plantebaseret, mindre husdyrbaseret og mindre spild. Foreningen ser sig derfor som en væsentlig aktør, der både kan udpege virkemidler og få virkemidler i anvendelse.