Stop klima- og biodiversitetskrisen

I Økologisk Landsforening vil vi tage vores del af ansvaret for at nå målet om at reducere landbrugets klimapåvirkning og standse faldet i biodiversitet. Derfor vil vi:

  1. Arbejde for at Danmark har en ambitiøs klima- og biodiversitetspolitik
  2. Medvirke til at inddrage klima- og naturperspektivet i udviklingen af dyrkningsmetoderne og landbrugssystemet, sådan at:
    a. der sikres et minimum af permanente, udyrkede strukturer i agerlandet
    b. græsning udgør et omdrejningspunkt for fodring af flermavede dyr
    c. kulstofbinding i arealanvendelsen prioriteres højt
    d. der skabes plads til naturarealer ved at give vegetabilsk protein til konsum høj prioritet
    e. der skabes incitamenter for og forskes i dyrkningsmetoder, som er rentable og natur- og klimavenlige
  3. Samarbejde om at etablere store sammenhængende naturområder med vild natur alle de steder, hvor økologiske landmænd ejer arealer, som er en del af eller omgivet af værdifulde naturområder ved fx kyster, ådale, skove eller randmoræner. Dette vil vi gøre ved at sikre incitamenter, som gør det attraktivt for landmænd at indgå i ambitiøse projekter med vildere natur.
  4. Sikre de små naturområder, der ligger indlejret i landbrugslandet i form af småbiotoper, vandhuller, moser, enge, overdrev, heder, småskove samt tørre og våde pletter og øvrige vildt- og bivenlige strukturer i markerne. Dette vil vi gøre ved at sikre incitamenter til deres fremadrettede beskyttelse og naturvenlige forvaltning blandt andet gennem deling af viden om de rette virkemidler og anvendelse af EU's landbrugsstøtteordninger.