Høringssvar til Forslag til dyrevelfærdslov, journalnummer 2018-15-30-00108

Økologisk Landsforening har ikke haft mulighed for at gennemgå det komplette lovforslag. Foreningen vil dog gerne kommentere forslaget om, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om udendørs hold af landbrugsdyr og heste jf § 20 stk 1.

Økologisk Landsforening finder det vigtigt, at muligheden for at undlade læskur ikke kun er til stede, hvis de naturgivne forhold tillader det. Det skal også være muligt for landmanden at kunne varetage dyrenes behov via pasning. Der kan f.eks. være tale om at sikre strøede hvilearealer og læ ved opstilling af bigballer.

Økologisk Landsforening så også gerne, at man undlader at skrive, at dyrene skal være af bestemte racer eller krydsninger. Det væsentlige er, at dyrets fysik og konstitution gør, at det er egnet til at gå ude året rundt, og at dyrene har adgang til egnede arealer og forhold på arealerne. Det er ikke hensigtsmæssigt, at landmændene skal kunne dokumentere dyrets oprindelse og genetik.

Økologisk Landsforening foreslår derfor, at §20 får følgende ordlyd, se over- og understreget:

  • 20. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om udendørs hold af landbrugsdyr og heste, herunder om mulighed for skygge og adgang til stald eller læskur.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at landbrugsdyr og heste af bestemte racer og krydsninger heraf kan holdes ude døgnet rundt i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr uden adgang til læskur eller bygning, såfremt de naturgivne forhold tillader det, eller ved landmanden ved hjælp af andre pasningsmæssige tiltag end læskur sikrer dyrenes behov.

Af høringsbrevet fremgår det, at ”dyreværnslovens grundlæggende bestemmelse om, at dyr skal sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov, videreføres med lovforslaget.”.

Det er helt rimeligt, at dyrene skal sikres mod vind og vejr i overensstemmelse med deres behov. Vi vil fra Økologisk Landsforenings side dog gøre opmærksom på, at i relation til en evt. overtrædelse og afgørelse om KO-sanktion, så er ordlyden i direktivteksten 98/58 om beskyttelse af landbrugsdyr krav 3.4 delkrav 2, at ”Dyr, der holdes udendørs, skal når det er nødvendigt og muligt, være beskyttet mod vejr og vind.”

Foreningen henviser ikke til direktivet for at sætte spørgsmålstegn ved, at dyrenes behov skal imødekommes, men såfremt ministeriet er af den opfattelse, at ordlyden i dyrevelfærdsloven kan spille ind på KO-afgørelser, så er det vigtigt for Økologisk Landsforening, at danske landmænd ikke har risiko for en KO- sanktion på et skrappere grundlag end deres udenlandske kollegaer. Og jf. direktivteksten, så er der en mulighedsvurdering, der skal trækkes ind såfremt, der skal træffes afgørelse om en evt. KO-afgørelse.  Det bør derfor også være gældende i Danmark.