Mærkesag: Mere grønt

Responsivt Web Mere Groent

Noget af det vigtigste, vi kan gøre for klimaet, er at spise en mere plantebaseret kost med færre animalske produkter. Det gør også en klimaforskel, når vi mindsker madspild, udnytter hele råvaren og spiser i sæson.

Økologisk Landsforening arbejder for et dansk landbrug, der har vægt på at dyrke afgrøder til mennesker frem for foder til dyr, samt at skabe en natur- og klimatilpasset husdyrproduktion, hvis størrelse er i harmoni med jordens ydeevne. Dermed sikres en fødevareproduktion med et lavere klimaaftryk, men også en forbedring af dyrevelfærden, af biodiversitet på markerne og en sikring af vores drikkevand.

Det er en myte, at økologisk landbrug er mindre klimavenligt, fordi det kræver mere plads. Faktum er, at økologisk og ikke-økologisk landbrug har stort set samme klimabelastning. Til gengæld bidrager økologien med 30 pct. mere biodiversitet på markerne, bedre dyrevelfærd med dyr under åben himmel og en produktion fri for sprøjtegifte - og dermed en beskyttelse af drikkevandet.

En af økologiens styrker er, at den ikke kan og vil opretholde den nuværende store husdyrproduktion. Hvis landbruget omlægges til økologisk drift, vil den samlede danske husdyrproduktion falde.

En mindre intensiv husdyrproduktion, der tilpasses arealet og baseres på lokalt foder og en masse græs, vil bidrage til et samlet mere klimavenligt landbrug og til en sundere kost med et bedre forhold mellem plantebaserede og animalske fødevarer.

Allerede i dag ved vi fra kantiner og storkøkkener, der omlægger til økologisk kost, at forbruget af kød falder - det samme gør madspildet - til gavn for både klima, sundhed og økonomi.

Læs mere om, hvordan økologi og klima hænger sammen.

Luk (Esc)