Moms på økologi

Lad os sænke momsen på økologi, så forbrugerne kan få mere økologi for de samme penge og bidrage til mad uden pesticidrester, renere drikkevand og meget mere.

En kvinde i et supermarked åbner døren til et køleskab, med et stort rødt Ø-mærke på døren.

I dag pålægges alle fødevarer samme momssats på 25 procent. Økologisk Landsforening mener, det er på tide, at momsen på økologiske fødevarer sættes ned.

Økologisk Landsforening har lavet en grov overslagsberegning, som viser at alene på grund af merprisen på økologiske varer betaler økologiske forbrugere i omegnen af 700 millioner kroner mere om året i moms, end hvis de købte tilsvarende konventionelle produkter. Det er på tide at skifte retning. Lavere moms på økologiske varer bør bruges som redskab til at fremme folkesundheden og støtte en mere ansvarlig og bæredygtig fødevareproduktion.

Derfor siger vi: Lad markedet trække den grønne omstilling og udlign prisforskellen på økologiske og konventionelle produkter, så staten som minimum har samme momsindtægt på salg af en økologisk fødevare som på en ikke økologisk fødevare.

Vi ved, at prisen er et af de vigtigste parametre for forbrugerne, når de køber ind. Sænker vi momsen på økologiske fødevarer, falder prisen, og den lavere økopris vil føre til, at forbrugerne lægger flere økologiske varer i indkøbskurven.

Det vil samtidig sikre, at der bliver færre pesticidrester i vores mad og drikkevand, markant bedre dyrevelfærd, mindre forbrug af antibiotika, højere biodiversitet og mindre udledning af kvælstof til vores havmiljø. Økologi repræsenterer så mange gode svar på et landbrug, der giver os en sund planet, sunde mennesker og sunde raske dyr.

Lavere moms på økologi kunne være første skridt mod en mere intelligent og grøn afgiftsstruktur. Og det allerbedste er, at det er let at implementere. For økologiske varer er allerede tydeligt mærket i butikkerne med det røde Ø-mærke og/eller EU's økologimærke. Vi behøver slet ikke vente på, at regeringen får fjernet det, de kalder for systemiske hindringer.

Det kan lade sig gøre – nu.

Måske du også kunne være interesseret i...