Økologi og regenerativt landbrug
Genopbygning af økosystemer og jordbund i landbruget.

I landbrugsmæssig sammenhæng er regenerative dyrkningsmetoder lig med en genopbygning af de dyrkede økosystemer, med fokus på den frugtbare, levende og sunde jord.
Der er mange lighedstegn mellem økologi og de regenererende dyrkningsmetoder. I en vidensyntese udgivet af Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) i 2024 konkluderes det, at den regenerative bevægelse udspringer af økologien. I følge Innovationscenter for Økologisk Landbrug er en regenererende drift defineret ud fra fem principper, som har stort overlap med økologiens mål og principper:
- Minimal forstyrrelse af jorden
- Levende plantedække året rundt
- Maksimal artsdiversitet
- Integration af husdyr
- Recirkulering af ressourcer
Der er fortsat meget forskning og udviklingsarbejde tilbage i forhold til at dokumentere effekten og udbrede metoderne med hensyn til praktisk dyrkning, afgrøder og afkast. Der er dog generel enighed om, at de regenerative dyrkningsmetoder rummer et potentiale til at lagre kulstof i jorden eller vedligeholde dens kulstofbalance.
Der findes ingen dansk myndighedskontrolleret certificering for regenerativt landbrug. I USA findes Regenerative Organic Certified (ROC), som er en certificering for regenerativt jordbrug. Ordningen administreres af organisationen Regenerative Organic Alliance (ROA) og finansieres af de certificerede bedrifter. Den første forudsætning for at blive certificeret under ordningen som bedrift er, at man i forvejen er certificeret økolog.