Tilsætningsstoffer og E-numre
Et vigtigt princip i økologien er at producere rene fødevarer med naturlig holdbarhed, kvalitet og farve.
I økologiske fødevarer er det kun tilladt at anvende 56 tilsætningsstoffer af de mere end 400 godkendte tilsætningsstoffer, som er tilladt i konventionelle fødevarer i EU.
De tilsætningsstoffer, som må anvendes i økologiske produkter, er typisk udvundet af naturlige råvarer og må kun bruges, hvis det er nødvendigt. Det kan fx være guargummi (E412), der findes i ketchup, saucer og dressinger for at give konsistens.
Økologiske varer indeholder ikke kunstig farve eller sødestoffer som fx aspartam, sorbitol og natriumcyclamat. Der er tre farvestoffer, som er tilladt til økologiske fødevarer, men de må kun bruges til hhv. ost og spiselig osteskorpe. Ingen kunstige farvestoffer er tilladt i økologisk slik. Derudover har danske økologer besluttet ikke at tilsætte nitrit i fx kødpålæg, selvom det er tilladt ift. til den europæiske økologilovgivning.
Når du spiser økologiske æg, kan du opleve, at blommerne i æggene har varierende farve. Det skyldes årstidernes skiften, og at økologiske ægproducenter ikke tilsætter farve i hønsenes foder.