Forbrug og areal
Danmark var i mange år det land, hvor forbrugerne købte mest økologi. Schweiz har overhalet os, mens Østrig er meget tæt på.
Det økologiske forbrug
Danmark har igennem mange år ligget øverst på listen over lande, hvor forbrugerne køber mest økologi.
Men i 2026-udgaven af den store økologirapport fra FiBL har Schweiz overhalet os, mens Østrig er meget tæt på.
I følge shopperdata fra analysevirksomheden Kauza lå økologisalget i 2025 på 12,1 procent af det samlede detailsalg. Det svarer nogenlunde til salget året før. Økologisk Landsforening har en målsætning om, at 25 pct. af de fødevarer, som danskerne køber i 2030, er økologiske.
Det økologiske fødevaresalg har en samlet omsætning på 16 mia. kr. i både de fysiske dagligvarebutikker og onlinebutikkerne. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
"Frugt og grønt" er den største økologiske varegruppe i dagligvarehandlen, hvor den udgør mere end en tredjedel af den økologiske omsætning. Dernæst kommer kategorierne "mælk og ost" samt "ris, brød, mel, gryn mm."
Også danske restauranter, caféer og kantiner bruger meget økologi. Mere end 3.500 professionelle køkkener har Det Økologiske Spisemærke i bronze, sølv eller guld.
I det hele tager er salget af økologiske fødevarer til foodservice i vækst. I 2024 øgede økologien sin markedsandel i foodservice til 14,2 procent.
Det økologiske landbrugsareal
Det økologiske landbrugsareal faldt i 2024 til 295.233 ha ift. 303.563 i 2023. Et fald på ca. 2,7 procent. Samlet udgjorde det økologiske landbrugsareal ved Landbrugsstyrelsens opgørelse pr. 31. maj 2024 11,1 procent af det samlede landbrugsareal i Danmark.
Økologisk Landsforening har en målsætning om, at det økologiske areal i 2030 er steget til 25 procent.
I 2024 var der 3.939 bedrifter, der havde økologisk autorisation eller havde søgt om at få det. Det var ca. 30 færre end året før.