Mobile løsninger til grise

Mobile Løsninger Til Grise

Rapport: Mobil produktion af grise på mark (2020)

Der er interesse for mobile staldløsninger inden for alle husdyrarter. På svineområdet er produktionsformen ny, og kommerciel svineproduktion i mobilstalde er begrænset til få producenter.

For nuværende er der ikke nogen 'juridisk' definition af, hvad en mobil stald er. I praksis er en mobil stald defineret som en enhed, der flyttes efter afgrøden. Det kan indebære flytninger dagligt, ugentligt eller månedligt alt efter husdyrart og type af stald. Der er forskellige grunde til at interessere sig for mobile stalde. Nogle af disse er:

  • At undgå investeringer i faste staldbygninger
  • At få husdyrene med rundt i sædskiftet
  • At reducere parasitproblemer med hyppige flytninger
  • At udnytte dyrenes fourageringsadfærd og øge optag af grovfoder
  • At give slagtesvin mulighed for at rode
  • At øge udelivet for husdyrene
  • At etablere sig billigt – afhænger dog af konkret valg af løsning

Det er pt. muligt at købe to forskellige typer af mobile slagtesvinestalde i Danmark. Desuden har enkelte landmænd selv bygget mere eller mindre mobile anlæg. De to vogne, det er muligt at købe, er beskrevet i det følgende.

Purple Farm - den mobile svinestald

Denne stald er den største og mest mekaniserede. Der er produceret stalde til fravænningsgrise (15–40 kg) og til slagtesvin. De rummer 150 dyr og kører hos ejeren af Purple Farm, landmand Hans Henrik Thomsen. Staldene kører på bælter med hydraulisk fremdrift via traktorens hydraulik. Det gør vognen skånsom med hensyn til trykskade og nedsætter kravet til trækkraft. Kamera på vognens gavl sikrer, at traktorfører kan se, hvad der sker i løbegården under transporten. Alle stalde har monteret fodersiloer med flexsnegl samt en palletank med drikkevand. En specialbygget vogn med silo og snegl samt vandtank kører foder og vand ud til staldene.

Staldene er monteret med automatisk styrede gardiner på begge langsider. I slagtesvinestaldene er der sorteringsvægte, der letter arbejdet med udvejning samt muliggør fasefodring. Desuden indeholder de en sygesti.

Den mobile grisehytte

Hytten er udviklet og forhandles af Magnus Nyman Lindö i samarbejde med Instituttet för Jordbruks- och Miljöteknik i Uppsala. Hytten er lavet i en stor og en lille version til 50 eller 25 svin, er på hjul og trækkes af traktor. Fodring sker automatisk via et foderanlæg og et langtrug langs hyttens ene væg i den lille model og i midten på den store model. Strømforsyningen til foderanlæg kommer fra solpaneler, som oplader hyttens batterier. Opfyldning af hyttens fodersilo og vandtank skal ske en gang ugentligt. For mere info, se Magnus Nyman Lindös hjemmeside http://www.kallunda.se/mop/

Erfaringer med mobile stalde til svin

  • Få tilfælde af negativ adfærd hos svinene
  • Når vognene flyttes dagligt, kan det være en udfordring at etablere sølehuller.
  • Det anbefales, at der i sommerhalvåret opsættes en form for overdækning, så svinene har skygge på udearealet.
  • Planlægning er vigtig, således at man i våde perioder ikke kører på alt for vandlidende arealer.
  • Ved en daglig flytning når især større svin at rode arealet totalt op, men ikke i en grad, så det har effekt på ukrudt som f.eks. kvik.
  • I vækstsæsonen genetablerer græsdækket sig typisk efter grisenes kortvarige besøg.

Gode råd om mobile stalde

Skadedyr

På trods af daglige eller ugentlige flytninger kan der alligevel opstå problemer med skadedyr som mus og rotter. Undgå spild af foder på jord og gulv og vær opmærksom på, om staldens konstruktion gør det muligt for mus eller rotter at bo i f.eks. i sandwichelementer.

Flytning

Sørg for, at det er let at flytte huset. Jo oftere en stald skal flyttes, jo lettere bør den være at flytte.

Foder og vand

Indret en praktisk logistik omkring transport af foder og vand. Generelt kan et alt for strømkrævende set up ikke anbefales, med mindre man kan eller vil være afhængig af kabler eller generator. Solceller kan levere noget strøm, men i et ujævnt flow efter vejr og solskinstimer.

Luk (Esc)