Mælkeperioden
I en økologisk besætning skal kalven have mælk i tre måneder. Det defineres i denne sammenhæng som mælkeperioden. I denne periode består kalvens fodring primært af mælk, og efter de tre måneder skal kalven kunne klare sig på kalvefoder alene. I et ko-kalv-system kan kalven være sammen med en ko i alle tre måneder. Det kan være dens egen mor eller en ammetante, som den sættes sammen med efter nogle dage eller uger.
Ko med egen kalv - hele eller dele af perioden
Et system, som tillader kalve at være sammen med moderkoen i hele mælkeperioden, kan indrettes på flere forskellige måder. Kalvene kan følge koen i koens system, eller de kan opholde sig i et område, som køerne vender tilbage til efter malkning. Nogle landmænd synes, det er mest enkelt og naturligt, at ko og kalv er sammen hele døgnet, andre foretrækker deltid, fordi det fx passer bedre ind i staldsystemet og daglig management.
Kalvene kan også være i et kombineret system, hvor de er sammen med moderkøerne på fuld tid i fx to-tre uger. Det giver kalven en god start uden skift i fodring eller miljø, og koen får ro til at komme godt i gang efter kælvningen. Ved adskillelsen kommer koen tilbage til gruppen af lakterende køer, og kalvene fortsætter med mælkefodring i kalvegrupper eller hos ammetanter.
Vær opmærksom på:
- At gøre noget aktivt for at få god kontakt med kalvene, så de ikke bliver frygtsomme over for mennesker.
- At nogle køer holder på mælken ved maskinmalkning.
- At kalven får lært at æde fast foder op til fravænning.
- At tænke et fravænningssystem ind i staldanlægget, hvor både kalv og ko kan få tid til at vænne sig til at være adskilt.
Kalve hos ammetanter
I et system med ammetanter passer en ko typisk to til fire kalve, som den overtager efter råmælksperioden eller nogle ugers samvær med moderkoen. Mange af kalvenes behov tilgodeses i dette system. De får mælk ved at patte, og afhængigt af ammetanten og systemet får de også både mulighed for gensidig omsorg og muligheder for at lære om livet som kvæg. Ammetanten og kalvene er som regel sammen hele døgnet, da ammetanterne ikke bliver malket. Det giver en ro omkring dyrene og i systemet, og de kan tit finde en god rytme sammen.
Vær opmærksom på:
- At udvælge ammetanter, som er gode til at passe kalve. Køer, som er trælse at maskinmalke, kan være et dårligt valg, da de ofte heller ikke kan lide at blive pattet.
- At adskillelse fra moderkoen kan give brølen fra mødrene men sjældent fra kalvene, så længe disse er mætte.
- At kalvene og deres tanter har ’bondet’ i separat boks, og at alle kalve drikker stabilt, inden de lukkes ind i en flok.
Yderligere information
Læs mere om forskellige ko-kalv-systemer i kataloget 'Køer med kalve', kapitel 3.
Erfaringer med køer og kalve sammen i hele mælkeperioden:
Erfaringer med ammetanter: