Rent grundvand

Myndighederne finder hvert år rester af pesticidstoffer i grundvandet.

Et nærbillede af et glas vand der bliver fyldt med rent vand fra en vandhane

Siden 2016 er antallet af forurenede drikkevandsboringer fordoblet, og vi finder nu pesticidstoffer i mere ned halvdelen af dem. 13 procent af kontrollerne har et indhold af pesticidstoffer over grænseværdien.

Inden vandet løber ud af din vandhane, er det dog blevet behandlet, og du kan være sikker på, at det lever op til de kvalitetskrav, der er fastsat i lovgivningen.

Pesticider i grundvandet

Målinger fra den danske grundvandsovervågning 2020-22 viser, at der blev fundet rester af pesticider i 79 procent af alle vandprøver fra det øvre grundvand (0-20m), der bliver til fremtidens drikkevand. 40 procent af det øvre grundvand er forurenet over grænseværdien.

Forureningen er aktivstoffer i pesticider fra det konventionelle landbrug og fra bl.a. bundmaling til både, træbeskyttelse, maling og håndsprit. Dog er data om brugen af de sidstnævnte midler sparsomme. Herunder hvor mange tons, der er anvendt gennem årene.

Har været længe undervejs

Der findes gode data for det konventionelle landbrugs forbrug. Mere end halvdelen af Danmarks samlede areal sprøjtes med kemiske pesticider, og landbruget står for 98-99 pct. af det samlede forbrug. Alene i 2020-2021 sprøjtede man i gennemsnit 1,12 kilo aktivstof per hektar ud på i alt to millioner hektar jord.

Fra juli 2022 og et år frem fandt vandværkerne 48 forskellige pesticidstoffer i deres kontroller. De pesticidstoffer, som bliver fundet i grundvandet i dag, har været på vej ned gennem jordlagene over en årrække. Selvom der bliver forsket i pesticidstoffernes påvirkning, har eksperterne stadig kun en begrænset viden om nutidens pesticiders skadelige virkninger på mennesker og miljø.

Kilde: GEUS, DN og Danva.

Klik her og læs mere om pesticider

Økologi - det sikreste valg

Dine økologiske indkøb gør en stor forskel. Selv når det bare er en lille indsats. Når du fx køber 1 liter økologisk mælk, beskytter du 193 liter grundvand for syntetiske pesticider.

Det skyldes, at økologiske landbrugere ikke anvender syntetiske pesticider. Økologi bygger på et forsigtighedsprincip. Det betyder, at økologiske landbrugere hellere vil være på den sikre side og undlade at anvende kemiske stoffer, som vi ikke kender effekten af på den lange bane.

I den økologiske landbrugsproduktion er det tilladt at anvende et meget begrænset antal naturlige pesticider, som kan findes i naturen, i planterne selv eller anvendt i fødevarer. Fx er skummetmælk og natron (bagepulver) på listen.

Beregning

På 1,4 ha økologisk jord produceres der i gennemsnit foder til 1 økologisk ko, der i gennemsnit producerer 10.900 liter økologisk mælk om året. Under 1 ha landbrugsjord dannes der i gennemsnit 1.500.000 liter grundvand. Dvs. hver gang der produceres 10.900 liter økologisk mælk, dyrkes 1,4 ha landbrugsjord uden syntetiske pesticider, hvilket resulterer i, at 2.100.000 liter grundvand (1.500.000 liter grundvand/ha x1,4 ha) spares for mødet med syntetiske pesticider.

Læs også