Afhorn ikke kalvene

Afhorning af dyr i økologiske produktioner er en udbredt praksis, selvom det ikke er tilladt.
For at kunne holde dyr med horn skal de have meget plads i stalden eller gå ude hele året.

Virkning

Ved at undlade at afhorne kalvene, undgås et indgreb på dyrene, som stresser dem trods bedøvelse og smertelindring.

I praksis

Det er en udbredt praksis i økologiske besætninger at søge dispensation for at afhorne kalve med den begrundelse, at der i forvejen er dyr uden horn i besætningen. Afhorning er, trods beroligende og smertestillende medicin, et indgreb på raske dyr, som kan sidestilles med f.eks. næbtrimning og halekupering, som ikke er tilladt i den økologiske produktion. Det kræver dog særdeles gode pladsforhold at undlade at afhorne dyren, så de ikke skader hinanden og de mennesker, der arbejder med dyrene. Går dyrene ude året rundt, eller er stalden indrettet til formålet, er det oftest ikke et problem, at dyrene har horn. I en stald kan det være en udfordring at sikre plads nok til at undgå, at dyr med horn skader hinanden. En anden løsning er at avle efter pollethed, så kalvene fødes uden horn.

Fakta

Indret staldsystemet anderledes, så dyrene kan beholde hornene, eller begynd at avle efter hornløse dyr. Der findes hornløse linjer af malkeracer, f.eks. Holstein, Flechvieh og i mindre omfang Jersey, samt kødkvægsracer, f.eks. Angus. Genet for hornløshed nedarves dominant, og det er forholdsvis let at avle efter hornløshed.

Kom i gang

Læs Malkekøer med horn i løsdriftstalde, FiBL/Foreningen for biodynamisk jordbrug 2011

Artikel om pollethed.

Luk (Esc)