Brug tid på daglig kontakt med kalvene

Daglig kontakt med kalvene er med til at gøre dem til rolige malkekøer når de bliver ældre. Rolige dyr fungerer bedst i produktionen og kan berolige andre dyr med nervøse temperamenter. Med rolige dyr opnår man en større sikkerhed i stalden.

Virkning

Et dagligt besøg i kalvenes boks udvikler deres tillid til mennesker og er samtidig en lejlighed til at overvåge dyrene. Positiv håndtering og især håndtering, der omfatter tildeling af føde de første dage af kalvens liv, har en positiv virkning på det senere forhold mellem kvæg og mennesker. Det giver roligere og mere tillidsfulde dyr.

I praksis

På Gyvelborg ved Nørre Snede har ejerne Willem og Jellemien Blaauw gjort en ekstraordinær indsats for at have daglig menneskelig kontakt med jerseykøerne på gården. Ud over at drive mælkeproduktion, er gården også besøgsgård, hvor børn og voksne kan komme i nærkontakt med dyrene – såkaldte krammekøer. Det giver selvsagt børn og voksne en stor oplevelse at få lov at røre ved dyrene, men det har også en god effekt på køerne. Ifølge Willem er det tydeligt at mærke, at køerne slet ikke er bange for mennesker. De bliver stående eller kommer hen, når der kommer mennesker på marken. Kalvene er specielt glade for nærkontakten, og generelt har det gjort besætningen rolig at lade mennesker komme i nærheden af dyrene hver dag. Det betyder meget i hverdagen, at køerne er omgængelige. Ligesom i alle andre besætninger findes der også på Gyvelborg enkelte køer eller kvier, som har et nervøst temperament, men det hjælper meget, at de andre køer er rolige. Derved bliver en nervøs ko ikke så hurtigt ophidset. Roen har især den fordel, at køerne ikke bliver nervøse og løber rundt, når der er besøg af f.eks. dyrlæge eller inseminør. Det gavner både dyrenes og menneskers sikkerhed.

Fakta

Adgangsforholdene til kalvenes fællesbokse fra 0-6 mdr. skal være gode. Det skal være let at komme ind og ud af boksene. Det kræver mere tid at være inde i hver enkelt boks, men det kan kombineres med strøning, som alligevel bør foregå inde i boksen. Daglig positiv kontakt og tilvænning til mennesker er vigtigt for køernes reaktionsmønstre senere i livet. Kvæg genkender personer ud fra måden, de håndteres på. Selv korte påvirkninger af positiv eller negativ karakter har betydning for, hvordan køerne senere reagerer på kontakt til mennesker.

Kom i gang

Læs Udtalelse om malkekvæg side 12, Det dyreetiske råd, Justitsministeriet, 2006

Luk (Esc)