Flyt kalve og kvier ofte

Når kalve og kvier indgår i et system med rotationsafgræsning, har de en lavere risiko for at bliver smittet med parasitter, og de får større ædelyst og en bedre tilvækst

Virkning

Kalve og kvier skal tilbydes en ren fold ofte for at sikre den lavest mulige risiko for smitte med coccidier og andre parasitter. Nyt græs hver eller hver anden dag øger desuden ædelysten til det friske græs og gør kvierne lettere at flytte. Bedre tilvækst i afgræsningssæsonen gør kvierne mere robuste, giver dem bedre huld og ruster dem til første laktation.

I praksis

Hos Mikkel Juhl Nielsen, Karensminde I/S, er der gode erfaringer med at have kvierne på stribegræs. Således tildeles gårdens jerseykvier et nyt stykke græs mindst hver anden dag. Mikkel oplever, at den væsentligste årsag til bedre tilvækst er, at kvierne får frisk græs på alle vækststadier ved rationsafgræsning, og at de græsser det hele i modsætning til kvier i storfold, der typisk tager det fine græs først og derefter det mere grove. Når kvierne får frisk græs hver anden dag, bliver de mere interesserede i græsset. De lærer hurtigt, at de får nyt græs, når landmanden kommer, og bliver mere omgængelige. Kvierne ser godt ud og trives bedre. Således var tilvæksten 10 pct. højere i forhold til kvier i storfold ved en afprøvning, som Mikkel deltog i forrige år. At flytte hegn tager ca. en halv time hver fjerde dag, men det sker i forbindelse med almindeligt tilsyn af dyr og fold.

Fakta

Lav en plan for afgræsningen og vurder hvor stort et areal, der skal til for at producere tilstrækkeligt foder til kvierne i den forventede udbindingsperiode. Ved stribegræsning er det en stor hjælp at benytte arbejdsvenligt mobilt trådhegn og flytbare pæle, så den arbejdsindsats, der er forbundet med den jævnlige flytning af hegnet, bliver overkommelig. En automatisk hegnsåbner er en god investering, der gør det muligt at forberede nye græsstykker tre-fire dage frem. Rent græs sænker parasitbelastningen og øger ædelysten hos kvierne. Derfor bør dyrenes ikke flyttes tilbage til det samme græsstykke, før der er gået minimum seks uger.

Luk (Esc)