Fokus på ko-komfort øger klovsundheden

En målrettet indsats på bedriften for bedre klovsundhed bidrager til at øge malkekøernes holdbarhed, da klovproblemer ofte har en sammenhæng med andre velfærdsproblemer, f.eks. nedsat ædelyst. Erfaringer viser, at malkekøernes levealder kan øges med én til to laktationer i en gennemsnitlig besætning, hvis klovlidelser forebygges.

Virkning

Ved at indføre konsekvente procedurer ift. smittehåndtering, hygiejne og klovbeskæring kombineret med en staldindretning, der giver optimal kokomfort ift. hvilepladser og underlag, vil risikoen for klovlidelser reduceres markant. Når dette lykkes, kan der opnås sundere og mere robuste malkekøer med potentialet til at leve længere med en øget daglig ydelse og livsydelse. Derudover er det positivt for køernes klovsundhed og smitterisikoen nedsættes, når køer er på græs.

I praksis

På bedriften Romsdal ved Ølgod med ca. 270 sortbrogede malkekøer, arbejdes der målrettet på at øge malkekøernes holdbarhed. Her er der ekstra skarpt fokus på generelt at nedsætte sygdomsfrekvensen ift. både yversundhed og klovsundhed hos malkekøerne og dermed opnå højere dyrevelfærd. Bedriften har fået udført en konsekvensanalyse, der viste, hvordan en reduktion i andelen af årlige klovlidelser (Digital dermatitis fra 20-15% og andre klov-og benproblemer fra 10 – 5%) kombineret med en reduktion i yverbetændelser vil påvirke køernes holdbarhed. Analysen viste, at denne forbedring i sundheden vil resultere i lavere ko-dødelighed og højere livsydelse, ca. 5%. Effekten af indsatsen vil også kunne mærkes på den økonomiske bundlinje, da indsatsen øger den årlige nettoindkomst med ca. 143.000 kr. pga. øget mælkeproduktion og færre udgifter til dyrlægeregninger. Ved at bruge konsekvensanalyser til at få indblik i fremtidige udviklingsscenarier, får den enkelte bedrift mulighed for at vurdere, hvilket råderum den har ift. forbedringer, der kræver investeringer, for at opnå endnu bedre dyrevelfærd gennem et særligt fokusområde. Hos Romsdal er der investeret i nye vandmadrasser til alle sengebåsene, der øger ko-komforten, når malkekøerne hviler, for at forbedre dyrevelfærden.

Fakta

Der skal sættes ind på fire fokusområder med målrettede indsatser mod bedre klovsundhed:

  1. Sikr optimal kokomfort og daglig liggetid ved korrekte indstillinger af sengebåse og ved at sikre tørt og tilpas bløde underlag. Indret stalden, unødvendig ventetid undgås ved f.eks. malkning og ved foderbordet.
  2. Bryd smittevejene ved at indføre procedurer, der reducerer intern smitte i holdet, smitte mellem dyregrupper og ekstern smitte.
  3. Indfør strategisk klovbeskæring i stedet for behandling to gange årligt. Strategisk beskæring udføres ved klovbeskæring i starten af goldperioden og på den 90. dag af laktationen. Herved mindskes risikoen for, at der opstår klovproblemer. Få indrettet stalden, så det er nemt at komme til at klovbeskære malkekøerne.
  4. Tidlig behandling kræver en procedure i stalden, hvor der observeres for halte køer dagligt, så alle tilfælde opdages tidligt, hvorved smitterisikoen nedsættes.

Kom i gang

Udarbejd en klovbeskæringsplan sammen med din klovbeskærer og hold regelmæssige møder med staldpersonale, der sikrer ensrettede procedurer. Få evt. lavet en velfærdsvurdering af malkekøer og evt. kvier for at fange evt. smittekilder og velfærdsudfordringer i systemet.

Længe leve den økologiske malkeko

Teksten er et uddrag af et inspirationskatalog udviklet i projektet Længe leve den økologiske malkeko. Projektets formål er at motivere til og klæde flere økologiske mælkeproducenter på til at arbejde helhedsorienteret på at øge levealder og livsydelse, så de på samme tid løfter bedriftens økonomiske resultat og leverer på centrale økologiske kvaliteter som klima og dyrevelfærd. Projektet er støttet af Mælkeafgiftsfonden.

Læs mere om projektet Længe leve den økologiske malkeko.

Mælkeafgiftsfonden
Luk (Esc)