På græs

Det kan være en fordel at afprøve ko-kalv systemet om sommeren, hvor vejret for det meste godt, og hvor der er masser af plads og græs ude til dyrene. Har man sæsonkælvning, sker denne oftest om foråret, og kalvene kan komme med på græs, når risikoen for nattefrost er ovre.

Hyppige foldskifter kan være en udfordring, når kalvene er med, og derfor findes der forskellige modeller alt efter, om det er køer med egne kalve eller ammetanter på græs. Ligesom inde i stalden er det en fordel at indrette et kalveskjul i en hytte eller et afgrænset område af marken, hvor man kan tildele supplerende kraftfoder til kalvene. Det har også den fordel, at kalvene vænnes til kontakten med mennesker, især hvis køer og kalve er på græs dag og nat.

Fordele og ulemper

Kalvens læring vejer tungt blandt argumenterne for at lade de små kalve følge med køerne på græs. Den lærer af koen at æde græs, at færdes i en flok, og den lærer om f.eks. hegn. Hertil kommer, at plads og frisk luft giver bevægelse og leg og socialt liv og mindsker smittepresset. Omvendt mener andre, at kalvene er mere beskyttede over for sygdomme, vind og vejr indenfor. Blandt ulemperne kan nævnes stor afstand fra stald til mark og risikofaktorer som trafikerede veje. Afstand fra stald til mark er ikke et problem for kalvene, men hegning tager tid. Kalve kan komme ud under hegn på meget sindrige måder, og man skal sikre sig, at eventyr uden for hegnet ikke er forbundet med risiko.

Vær opmærksom på:

  • At der er læ og ly, som giver de små kalve tilstrækkelig beskyttelse mod blæst og regn. Kalve er langt mere kuldefølsomme end køer, selvom de kan ligge i ly af deres mor.
  • At der er skygge til både køer og kalve.
  • At der er drikkevand til både køer og kalve.
  • At hegnene er sikre, så kalvene ikke kan bryde ud til veje og andre risikable områder.
  • At drivgangene er sikre at færdes på.

Yderligere information

Eksempler på besætninger, hvor kalvene er med køerne på græs

Ellinglund

Kalø Økologisk Landbrugsskole

Svanholm Gods

Gammel Børsting

På Græs
Luk (Esc)