Staldindretning

Staldindretning

Stort set alle eksisterende ko-kalv-systemer er indrettet i eksisterende stalde, som oprindeligt ikke er indrettet til ko-kalv samvær.

Medmindre man har mulighed for at bygge eller indrette nyt, må man tage udgangspunkt i det eksisterende staldsystem og de rammer, det tilbyder. Ud over spørgsmålet om heltids- eller deltidskontakt, og om kalvene skal gå med egne mødre eller ammetanter, er der en række andre forhold, der spiler ind på valget af løsninger.

Sæsonkælvning eller kælvning året rundt

En jævn kælvningsfordeling giver mulighed for et stabilt system med samme antal kalve/køer året rundt, og dermed er det muligt at opnå en effektiv udnyttelse af staldens faciliteter. Omvendt giver sæsonkælvning mulighed for flere kvadratmeter til køer med kalve, når fx kvierne er på sommergræs. En anden fordel er, at det er muligt at rense systemet i bund efter kælvningssæsonen og være klar til en frisk start året efter.

Malkestald eller AMS

Der er fordele og ulemper ved såvel malkestald som malkerobot i forhold til at etablere et ko-kalv system. Hvis malkestald kombineres med et halvtidssystem, er det ved malkning, at køer og kalve skal skilles ad, og også her man samler dem igen. Hvis man har køerne på græs uden kalvene, er det også her landmanden har mulighed for at skabe bedre kontakt til kalvene.

AMS i samspil med smart-gates giver gode muligheder for at dirigere koen rundt til foder, tilbage til kalven eller på græs. Et godt system forudsætter, at koen altid opsøger kalven og ikke omvendt. Teknikken vil givet udvikle sig på dette område.

Kælvningsboksen

Ro er vigtig for god bonding mellem ko og kalv. I mange tilfælde begynder ko-kalv samværet i kælvningsboksen, hvor de bør være alene sammen i tre-fire dage, så der skal også være et stort antal kælvningsbokse til rådighed. Vær opmærksom på, at bokse til bonding mellem ammetanter og to-fire kalve skal være større end lov og anbefalinger foreskriver. Der er tillige behov for flere bokse, når ko og kalv skal være sammen i længere tid, før de indgår i den større flok.

Pladsbehov

Det er nødvendigt at beregne pladsbehovet til enhver tid i det valgte system. Uanset system skal staldens kvadratmeter omfordeles med ekstra plads i kælvnings- og nykælver-afdelingen og mindre plads i kalvestalden.

Vær opmærksom på:

  • At der altid skal være mulighed for et område, hvor kalvene kan trække sig tilbage for sig selv uden at blive forstyrret.
  • At der er drikkevand til kalvene.
  • At kalvene skal kunne æde kalvefoder, fx i et kalveskjul, og at de kan nå ko-foderet uden risiko.
  • At inventar, spaltegulv, skrabeanlæg og udfodringsanlæg ikke må udgøre en risiko for mindre kalve.
  • At kalvene altid har muligheder for at undslippe køer i brunst eller anden uro.

Foderbord

Hvis kalvene er med på græs, vil de fra starten begynde at efterligne køerne og nippe til græsset. I stalden er det ofte ikke muligt for dem at nå foder på foderbordet, der indrettes med høj kant. Mandehuller giver mulighed/risiko for, at de løber ud og rundt i foderet. Kalvene finder som regel tilbage igen samme vej, de kom ind, men overvej, om de kan få foder i en foderhæk i dybstrøelsen eller i kalveskjulet.

Kalveskjul

Kalvene bør have et sted, de kan hvile i fred for koen/køerne. Kalvene bruger gerne kalveskjulet, når det er indrettet, så ko og kalv kan se hinanden. I kalveskjulet kan relationen mellem mennesker og kalve opbygges, og kalvene kan fodres separat.

Anbefalede mål på kalveskjul: 2,5 m2/kalv op til 150 kg. 90 cm højde på indgang.

Kalveskjul kan benyttes til fravænning, hvis alle kalve i gruppen fravænnes samtidig. Fordelen er, at skjulet i forvejen er kendt for kalvene, og at køerne efter tre måneder har vænnet sig til, at kalvene opholder sig der i kortere eller længere perioder. Ved hjælp af inventar vil det være muligt gradvist at øge forhindringen for, at kalvene kan drikke hos koen. Vær opmærksom på kalvenes vægt - vejer de mellem 150 og 200 kg ved fravænning, bør der være mindst 3 m2 pr. kalv i fravænningsboksen.

Yderligere information

Læs mere om pladsberegning, pladsbehov og indretning i kataloget 'Køer med kalve', kapitel 4.

Luk (Esc)