Gødskningsloven og kvælstofkvoter
Kvælstofreguleringen skal være med til at sikre, at vi får et sundt og robust dyrkningssystem, der tager hensyn til miljø og vandmiljø.
I september 2026 vedtog Folketinget den såkaldte gødskningslov, der har til formål at regulere den mængde kvælstof, som landbrugere må udlede til vandmiljøet. Det sker i form af nogle kvoter, som tildeles de enkelte landmænd alt efter, hvordan jorden i lige præcis deres område kan optage kvælstof.
Indsatsen for at redde vores miljø og vandmiljø skulle være sat i værk for 40 år siden. Det har politikerne opdaget nu, og derfor træder loven i kraft allerede fra starten af 2027. Mange landbrugere mener, at det er alt for kort en implementeringstid, idet man allerede har lagt markplanen for 2027.
I Økologisk Landsforening er vi enige i, at vores politikere burde have timet ikrafttrædelsen, så den ikke træder i kraft midt i et gødskningsår. De redskaber, som konsulenter og landmændene bruger til at planlægge året med, burde have været på plads, og landmændene burde have vidst, hvor mange kvoter, de får, inden de nye regler træder i kraft.
Der burde også have været sat tid af til at finde de fejl, der næsten uundgåeligt må forventes at kunne optræde, når man omkalfatrer et reguleringssystem. Samtidigt har vi forståelse for, at man politisk har behov for at markere, at vores vandmiljø har betalt en alt for stor pris for den måde, landbruget har udviklet sig på, og det ikke kan vente mere.
Ser vi på, hvad landbruget skal levere med den nye regulering, er det reelt det, vi vil kalde for et godt økologisk sædskifte, samt at de skruer ned for gødningsmængden. Det har økologerne allerede mange års erfaring med.
Ifølge den nye regnemaskine bag reglerne har økologerne qua vores praksis en mindre udvaskning, end de konventionelle landmænd har. Økologi er ganske enkelt et virkemiddel til at få liv i farvandene igen.
Drop handel med økologers kvoter
Der vil være få økologer, der ligger på en lokalitet, hvor de ikke kan fortsætte deres nuværende praksis, og der kan være få, der ligger, så det måske kan være svært at fortsætte deres produktion. Men det generelle billede er, at økologerne vil have udledningskvoter i overskud.
I den kvælstofaftale, der er indgået, vil det være muligt for økologer at sælge disse kvoter til konventionelle landmænd. Umiddelbart kan det synes positivt for økologerne, for så kan de få en ekstra indtægt, og den konventionelle landmand får en udgift til at købe kvoten for at kunne gødske mere. I forhold til miljøet udhuler det imidlertid noget af effekten fra økologisk drift. Det ærgrer os, for så er vi jo lige vidt. Alle ved, at den aftalte reduktionsindsats næppe er tilstrækkelig til at sikre et godt vandmiljø. Og kvælstof er ikke kun skadeligt for vandmiljøet, det belaster også klimaet, og det påvirker biodiversiteten på land.
Vi ser også en risiko for, at økologerne i særlig grad vil blive skubbet ud på de mindre robuste jorde, hvor de dels vil leve af at sælge deres udledningskvoter til det konventionelle landbrug, der ligger på de mere robuste jorde og dels høste græs fra arealerne til de konventionelle kvægbrug, der kommer til at mangle foder med den nye regulering. Det kommer der ikke flere sunde økologiske fødevarer ud af.
Økologisk Landsforening har derfor arbejdet for, at konventionelle landbrug ikke skal have mulighed for at købe de kvælstofudledningskvoter, som økologer ikke bruger. Det var der desværre ikke stemning for i de politiske partier, selvom det vil være til gavn for livet i fjordene og for vores miljø på land.
Økologer skal naturligvis have betaling for deres hjælp til miljøet, men den betaling bør i stedet komme fra landbrugsstøtten.