27. oktober 2026

Høringssvar - sagsnummer 2026-29752.

Høringssvar til supplerende høring over ændringer til udkast til bekendtgørelse om udledningsbaseret markregulering for 2027, udkast til bekendtgørelse om udlednings- og gødningsregnskab m.v. for 2027 og udkast til bekendtgørelse om virksomheders anvendelse af gødning og dyrkningsrelaterede tiltag - sagsnummer 2026-29752.

Økologisk Landsforening takker for det tilsendte. Det er en stor og kompliceret ny lovgivning, der skal rulles ud, og Økologisk Landsforening har begrænsende ressourcer til at gennemgå det.

Økologisk Landsforening vil her anføre to forhold, som foreningen ser et særligt behov for at håndtere.

  1. regulering af grisefolde

  2. efterafgrøder anerkendte typer samt etableringstidspunktet

Dertil vil Økologisk Landsforening sikre sig, at udvaskningskategorien for Hønsegårdskoden, omdriftsgræs, er den samme som for Hønsegårdskode, permanent græs

Bekendtgørelse om udledningsbaseret markregulering

Kategorisering af græsmarker til grise

Økologisk Landsforening kan konstatere at afgrødekoderne 270 og 287, som er græs til udegrise kategoriseres som M11 og W3 jf. bilag 1.1.

Foreningen erfarer fra de konsulenter, som er begyndt at regne på bedrifternes markplaner med de nye regler, at det kan have meget store konsekvenser for de økologiske griseproducenter.

Økologisk Landsforening efterlyser en forklaring på, hvordan græs til udegrise er landet i kategorierne M11 og W3.

Konsekvenserne af denne alvorlige kategorisering kommer nu frem i markplanerne for de økologiske griseproducenter, som ikke ret mange steder kan overholde grænserne!

Græsmarker til udegrise ligger med græs hele vinteren, pløjes i foråret og efterfølges af en vårafgrøde. Der vil naturligvis være sølehuller og evt. enkelte bare pletter med oprodet jord, men størstedelen af folden kan ligge med græsdække.

I tilknytning til dette er det ligeledes et stort spørgsmål for os, hvordan der kan indregnes en tildelt mængde på 200 kg mineralsk N/ha uden at tage højde for belægningsgraden herunder, at der som gennemsnit over to år ikke må afsættes mere end 140 kg total N/ha.

Hønsegårde

Økologisk Landsforening konstaterer, at der mangler en udvaskningskategori i bilag 2 for Hønsegårdskode 479, Omdriftsgræs. Økologisk Landsforening antager og lægger vægt på, at den hedder M4, ligesom den hedder for kode 488 Hønsegård, permanent græs.

Bekendtgørelse om udledningsbaseret markregulering og bekendtgørelse om udlednings- og gødningsregnskab m.v. for 2027

Udfordringer med efterafgrøder på øko-bedrifter

De ”frivillige” efterafgrøder som økologerne har praksis for at bruge – fx ren kløver, lever ikke op til reglerne for ”pligtige efterafgrøder” og vil derfor ikke tælle som kvælstofreducerende virkemiddel i den nye regulering.

Det er afgørende for økologerne, at økologernes efterafgrøder kan tælle med, da økologer vil have svært ved at opfylde kravene til etableringstidspunkter af pligtige efterafgrøder, der kræver tidlig høst.

Særligt definitionen af etableringstidspunkt betyder, at veletablerede græsudlæg i sent høstede afgrøder, fx hestebønner, risikerer ikke at kunne godskrives, selv om plantedækket er etableret og opsamler kvælstof. Samtidig er arts- og afgrænsningsreglerne for snævre i forhold til de græs-, kløver- og artsblandinger, der anvendes i økologiske sædskifter. Reglerne bør derfor i højere grad tage udgangspunkt i plantedækkets faktiske etablering og dokumenterede kvælstofeffekt frem for alene høstdato og snævre artsdefinitioner. Det handler om Bilag 1 - Udkast til bekendtgørelse om udledningsbaseret markregulering for 2027.pdf Kapitel 5 Kvælstofreducerende virkemidler, Generelle krav til kvælstofreducerende virkemidler – herunder efterafgrøder og Bilag 2 - Udkast til bekendtgørelse om udlednings- og gødningsregnskab m.v for 2027.pdf §§ 9-10

Download høringssvaret

Vil du vide mere?

Landbrugs- og fødevarepolitisk chef, Politik

Sybille Kyed

Andre høringssvar