GMO og planteforædlingsteknologier
EU-domstolen har afgjort, at jf. direktiv 2001/18/EF om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer skal enhver form for anvendelse af CRISPR reguleres som traditionel GMO.
Økologisk Landsforening og IFOAM EU bakker op om den vurdering.
Det gør vi, fordi vi ikke er i stand til at vurdere, om der er en risiko for, at teknologien understøtter, at man favoriserer planter, der er svagere end de planter, der frembringes ved almindelig krydsning eller ved de traditionelle mutationsteknologier. Før der er lavet en grundig risikovurdering af dette, kan vi ikke forholde os til teknologien. Vi mener ikke, der foreligger dækkende viden for, om planter fremavlet ved de gamle mutationsteknologier og CRISPR rent faktisk er genetisk ens. Det kræver mere viden, og derfor ønsker vi ikke for nuværende at tage disse planter i anvendelse i økologien.
Det er samtidigt et emne, som Økologisk Landsforening bliver ved med at følge, da det kan få store konsekvenser for økologi, hvis de nye forædlingsteknologier bliver almindeligt udbredt til det konventionelle landbrug, og økologerne er udelukket fra alle nye teknologier.
EU-kommissionen har fremlagt et forslag til regulering af de nye planteforædlingsteknologier med forskellige kategorier og godkendelsesspor alt afhængig af omfanget og typen af ændringer i planten:
I den kategori, der i forslaget hedder kategori 1 (NGT1), er der skrappe krav til, hvor mange mutationer, der må være opstået i planten. Dette er i modsætning til i dag, hvor der ikke sættes begrænsninger på antal mutationer i planterne, hvis der er anvendt bestråling eller kemi under forædlingen. Økologer må gerne bruge planter, der er skabt med anvendelse af bestråling og kemi. Det er også en forudsætning, at der ikke er indsat fremmed genmateriale fra planter, som planterne ikke ville kunne krydse sig med naturligt, og der er krav om, at det skal fremgå af sortsregisteret, hvis planterne kommer fra denne kategori, så landmanden kan tage stilling til, om denne vil bruge disse planter på sine marker. I EU-kommissionens forslag til regler for nye planteforædlingsteknologier er NGT1 planter ikke GMO.
Bestyrelsen i Økologisk Landsforening har besluttet at udskyde drøftelsen af foreningens position ift. de nye planteforædlingsteknologier til generalforsamlingen i 2025.