Alternative innovative dyrkningssystemer i landbruget
Formål
Projektets formål er at etablere og drive netværk for landmænd med hurtig udveksling af viden om og erfaringer med alternative og innovative dyrkningssystemer i landbruget med henblik på at videreudvikle produktionen.
Forventede effekter
Projektet øger udbytterne på landmændenes bedrifter, alt efter potentialet i de forskellige dyrkningssystemer. En sekundær målgruppe for projektets leverancer er planterådgivere og forskere, som får vigtig adgang til at lokalisere nye emner til forskning og forsøg
Aktiviteter
Projektet samler erfaringer fra praksis om en række alternative og innovative dyrkningssystemer, som afprøves af landmænd. Det sker i en spørgeundersøgelse hos planteavlsrådgivere og landmænd, som dels skal lokalisere, hvor der afprøves relevante tiltag, dels skal afdække, hvilke faglige områder der for landmanden er mest betydende for fortsat bæredygtig vækst og succes i dansk landbrug. Der indsamles også viden om aktiviteter inden for alternative og innovative dyrkningssystemer hos udenlandske landmænd. På baggrund af vidensindsamlingen udgives et inspirationskatalog om dyrkningssystemerne, og der oprettes en facebookside til erfarings- og vidensudveksling om dyrkningssystemerne for landmænd, rådgivere og forskere. Der oprettes netværk og skabes en platform for iværksættelse og deling af markmøder, videooptagelser i marken studieture i ind- og udland.
Arrangementer
Markmøder, afholdte og kommende:
Vintermøde - besøg to innovative økologer
Afholdt den 12. december 2019.
Gårdbesøg hos Jan Volmar og Axel Månsson, Brande, og bliv inspireret af deres tilgang til at gøre jorden mere frugtbar jord og udnytte ressourcerne på bedriften bedre. Jan Volmar driver sammen med sin søn Mads en bedrift med økologisk planteavl og ægproduktion. Bedriften arbejder bl.a. med større selvforsyning med foder og har gennem årene eksperimenteret med proteinfodermidler fra egne marker. Axel Månsson dyrker frilandsgrøntsager i stor stil, producerer økologiske æg, har senest bygget biogasanlæg og arbejder med kompost.
foto: Marendine Krainert Ladegaard
Demonstration af maskinen der vedligeholder økologiske græsmarker eller nedmulder efterafgrøder
Afholdt den 20.december 2019.
Demonstration af maskinen Press-Air fredag den 20 i Skanderborg. Press-air består af en tromle, der glatter køresporene ud, og lige derefter kører en cylinder med 468 knive, der skærer sig ned i 16 centimeters dybde. Press-Air er egentlig udviklet til at vedligeholde økologiske græsmarker, men bliver videreudviklet så den fremadrettet også kan anvendes til at nedmulde efterafgrøder i 8-16 cm dybe.
foto: Anton Rasmussen
Frivillige efterafgrøder - hvad kan de i teori og praksis?
Afholdt den 26. november 2020.
Dagen blev arrangeret og afholdt af ØkologiRådgivning Danmark, med henblik på at demonstrere frivillige efterafgrøder, og inspirere til tidligere og bedre etablering og dermed bedre fastholdelse og overførsel af næringsstoffer i det økologiske sædskifte. Der blev diskuteret alt fra undersåning og samsåning til rippehøst og skårlægning. Arrangementet blev afholdt udendørs i små grupper pga. forsamlingsforbuddet på 10 personer.
foto: Erik Kristensen
Studietur
Afholdt den 28. oktober – 1. november 2019.
Der var 7 deltagere med på studieturen. Deltagerne deltog på kurset Fundamentals of Soil ved Dr. Christine Jones i Portlaoise. Kurset forløb over to dage, og omhandlende jordens funktioner, herunder dynamikken omkring kulstof i jorden og sammenhængen mellem kulstof, kvælstof, fosfor, calcium, mikronæringsstoffer, jordstruktur og vand. Derudover var vi på flere bedriftsbesøg i området hos innovative landbrugere.
Dr. Christine Jones holder foredrag. foto: Jesper Fog-Petersen
Bedriftsbesøg hos Kim Mccall, Calverstown. foto: Jesper Fog-Petersen
Resultater og formidling
Dyrkningssystemerne er beskrevet i nedenstående inspirationskatalog, hvor du kan finde inspiration til innovation på din egen bedrift.
Facebookgruppen Frugtbar Landbrugsjord – gruppe til erfaringsudveksling har oplevet stor medlemsfremgang i projektperioden. Her kan landmænd dele erfaringer med andre, der går op i at afprøve spændende tiltag og ideer. Du kan blive medlem af gruppen her.
Artikler
- Innovative økologer arbejder cirkulært, af Karen Munk Nielsen, Økologisk Landbrug nr. 651, 3. januar 2020.
Dansk småskalaprojekt har globalt perspektiv, af Irene Brandt-Møller, Økologisk Landbrug nr. 661, 30. december 2020.
Videoer fra udvalgte bedrifter
- Gårdbesøg hos Jan Volmar den 12. december 2019. Video om rødkløver som efterafgrøde og levering til biogasanlæg.
- Gårdbesøg hos Axel Månsson den 12. december 2019. Video om brug af kompost.
- Gårdbesøg hos Jesper Skovgaard Schiønning den 16. oktober 2020. Video om samdyrkning af raps og kløver
Projektperiode
1. januar 2019 – 31. december 2020
Finansiering
Projektet er støttet af Promilleafgiftsfonden og Fonden for Økologisk Landbrug.