Børn som bønder
Formål
Formålet er at udvikle et oplevelsesbaseret undervisningsforløb om mad og landbrug, hvor læringsmiljøet er de økologiske gårde.
I forløbet vil børn på (4.-6. klasse) i folkeskolen tilegne sig ny læring ved at så og dyrke egne økologiske grøntsager samt deltage i landbrugsfagligt arbejde på gården sammen med landmanden.
Forventede effekter
- At der skabes nye relationer i lokalsamfundet, der er medvirkende til, at gården og landmanden bliver et kraftcenter i lokalområdet
- At der i området bliver et øget fokus på lokalt produceret mad. De involverede gårde har evt. gårdbutikker, og det forventes, at salget via projektet vil være stigende.
- At landmanden kommer i dialog med nye forbrugere, og derved skaber interesse og fokus på sit arbejdsfelt - dette kan muligvis senere aflæses ud fra optagelsesantal på de
- landbrugsfaglige uddannelser.
- At næste generation vokser op med en holdning til den mad, de spiser med det resultat, at fremtidens forbrugere foretrækker økologisk mad.
- At økologisk landbrug bliver et attraktivt uddannelsessted, der især kan tiltale de praktisk orienterede børn og unge, der kan have svært ved at finde et egnet uddannelsessted i samfundet.
- At landbrugets image blandt danskerne øges i takt med, at flere og flere bliver bevidste om, hvordan landmanden driver gården med respekt for både dyr og naturen.
- Danskernes interesse for og viden om råvarekvalitet, økologi samt lokalproducerede råvarer øges, hvilket kan måles på lokalproducenternes omsætning.
- Vil bidrage til at skabe nyt liv i lokalområderne, hvor nye fællesskaber og samarbejdsrelationer opstår.
- At forbrugernes bevidsthed om dyrevelfærd og miljø skærpes, hvilket betyder en øget efterspørgsel efter mad, der er produceret med respekt for både mennesker, dyr og naturen.
Aktiviteter
Arbejdspakke 1 - Rekruttering
I arbejdspakken skal rekruttering af såvel værter og skoleklasser gennemføres. I rekrutteringen anvendes en liste over landmænd, der i forvejen har tilkendegivet, at de er interesserede i at medvirke i undervisning af folkeskolebørn. Økologisk Landsforening går i dialog med landmændene og udvælger derefter værter, der gerne vil indgå i pilotprojektet. Udvælgelsen foretages ud fra en i projektet opstillet kravspecifikation til de involverede landmænd. Ved udarbejdelse af kravspecifikationen samarbejdes med Haver til Maver, der har omfattende erfaring i hvad der kræves for at blive en succesfuld læringsgård.
Dernæst tages kontakt til relevante skoler og kommuner for at finde skoleklasser, der kan indgå i pilotprojektet. Når vært og potentiel skole er fundet, afholdes individuelle møder på skolerne. Formålet med mødet er forventningsafstemning, og der etableres endelige aftaler med skolerne. Hvis skolen ønsker det, kan de evt. besøge landmanden på gården efterfølgende.
Indsatserne foretages i januar og februar måned.
Arbejdspakke 2 - Kick-off og udvikling
Økologisk Landsforening er vært og faciliterer en workshop for de involverede parter. Til gennemførelse af workshoppen gøres brug af professionelle videnspersoner, der har erfaring med integration af læring i alternative læringsrum fx Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Århus Universitet og Haver til Maver. Målet er at ideudvikle på, hvordan fx landbrugsfaglige arbejdsopgaver helt konkret kan integreres i læringsprocessen for at nå Fælles Mål.
Workshoppen resulterer i individuelle kontrakter samt en arbejdskalender gården og skoler imellem. Underviseren arbejder eventuelt videre på at integrere de givne landbrugsfaglige arbejdsopgaver i læreplanen på skolen.
Opgaverne afholdes i februar måned.
Arbejdspakke 3 - Gennemførelse
Børnene besøger gården, møder deres landmand og påbegynder arbejdet i køkkenhaven. I formidlingen gøres brug af allerede eksisterende undervisningsmateriale fra Haver til Maver og De Økologiske Skolegårde.
Der arrangeres en midtvejsevaluering for alle pilotværter samt underviserne. Evalueringen afholdes på en af værtsgårdene. Målet for mødet er, at parterne kan udveksle erfaring og lave en opfølgning på aftaler for den kommende tid - for eksempel vagtplan for pasning af køkkenhave i sommerferien.
Som afslutning på forløbet inviteres børnenes familier ud på gården til høstfest. Her vil børnene vise rundt på gården og vise deres køkkenhaver frem. Derudover vil børnene i samarbejde med en madkyndig person tilberede et festmåltid af de selvdyrkede afgrøder, som børnene vil servere for familierne.
Gennemførelse foretages i perioden fra april-august.
Arbejdspakke 4 - Evaluering
Der arrangeres et evalueringsmøde, hvor alle involverede parter inviteres, herunder pilotværter, lærere, skoleledere, kommuner, Haver til Maver, De Økologisk Skolegårde og Danmarks Lærerforening. Mødet afholdes på en af de tre gårde, og formålet er at indsamle viden og erfaring. Erfaringsopsamlingen skal fx indeholde krav til fysiske ramme på gården, synlighed af samspillet mellem de Fælles Mål og de landbrugsfaglige opgaver på gården samt lærernes erfaringer, der skal integreres i erfaringsdelingen. I evalueringen gøres brug af den solide erfaring Haver til Maver har både i forhold til erfaringsudveksling og i forhold til netværksmøder.
Resultater
Projektets resultater stilles gratis til rådighed og offentliggøres her på siden i projektperioden.
2015
Der er lavet et oplevelsesbaseret undervisningsforløb, hvor læringsmiljøet er de økologiske gårde, og hvor værter samt skoler indgik i et forpligtende samarbejde. Der er udarbejdet en drejebog med konkrete guidelines til, hvordan et lignende projekt kan gennemføres. Samtidig er de landbrugsopgaver, som skoleelever kan deltage i, og som understøtter de obligatoriske læringsmål, kortlagt.
Eleverne har lært om råvarekvalitet og fødevareproduktion samt helhedstankegangen fra jord til bord. Ligeledes blev deres familier involveret i projektet og deltog ved den afsluttende høstfest. Promovering af projektet gennem pressemeddelelse, artikler, videofremvisning samt posteringer på sociale medier har givet mange henvendelse fra interesserede, potentielle deltagere.
Der er dannet en gruppe af relevante interne samt eksterne videnspersoner, der samarbejder om emnet og indgår i netværksmøder.
Formidling og dokumentation
Projektforløbet er formidlet og dokumenteret, bl.a. i to videoer, der er optaget hen over vækstsæsonen. Se videoerne her:
Projektperiode
Januar 2015 - december 2015
Finansiering
Projektet er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug.