Bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion mv.

26. oktober 2021

Økologisk Landsforening bakker op om nyt sædskiftekrav og krav om kulstoflagring som en del af økologireglerne fra 2022, men efterlyser det biodiversitetskrav, som organisationerne var stillet i udsigt af ministeriet.

Høringssvar til Høring over udkast til bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion m.v.. j. nr. 20-12130- 000001

Økologisk Landsforening bakker op om nyt sædskiftekrav og krav om kulstoflagring som en del af økologireglerne fra 2022, men efterlyser det biodiversitetskrav, som organisationerne var stillet i udsigt af ministeriet.

Økologisk Landsforening har gennemgået udkast til bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion m.v. og redegør nedenfor for vores kommentarer.

Der er en række forhold af mere teknisk karakter, som skal præciseres enten her eller i den tilhørende vejledning. Økologisk Landsforening henviser her til høringssvar indsendt af Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

I tillæg til disse tekniske kommentarer vil Økologisk Landsforening gerne fremhæve følgende forhold i det fremsendte udkast, som foreningen har kommentarer til.

§16 sædskiftekrav

Det er positivt, at der kommer krav til det økologiske sædskifte. Kløvergræsset er N motoren i et godt økologisk sædskifte, der værner om en frugtbar jord. Økologisk Landsforening havde dog gerne set, at kravet til N fikserende afgrøder i sædskifte var landet på 25% af sædskiftearealet. Med et krav på kun 20%, er der risiko for, at nogen opfylder det alene med bælgsæd og altså uden kløvergræs.

Kravet bør dog kun stilles til bedrifter, der er underlagt krav om gødningsregnskab, og der bør være mulighed for at udjævne kravet på tværs af flere planperioder, så en højere procentdel det ene år kan udlignes med en lavere procent- del de efterfølgende år.

Økologisk Landsforening antager, at kravet opfyldes på baggrund det samlede areal med hovedafgrøder, mellem- og efterafgrøder.

Økologisk Landsforening vil gerne understrege behovet for, at andelen af arter fra ærteblomstfamilien i stk. 2, punkt 3 opgøres i frøantal (15-20%) og ikke i frøvægt, da det imødekommer, sammensætningen af græsblandingerne.

Det understreges, at Økologisk Landsforening forventer, at væksthuse ikke er omfatte af kravet, og der bør i øvrigt være øje på, at der kan være behov for at sikre en rimelig varslingsperiode til specialiserede grøntsags- og bærproducenter.

§17 kulstoflagring

Økologisk Landsforening finder det ligeledes positivt, at der er indført et krav om kulstoflagring. Det er en opfølgning på det økologiske erhvervsteams anbefalinger, som vi lægger vægt på at få gennemført.

I forhold til det fremlagte, gør Økologisk Landsforening opmærksom på, at vi antager, at frøgræsmarker tæller med til at opfylde kravet om 50% kulstoflagrende afgrøder. Det kan med fordel skrives direkte ind, som Innovationscenteret også foreslår.

I lighed med kravet til §16 sædskifte, bør kravet kunne opfyldes gennem en udjævning over flere markplansår, således at en overopfyldelse et år kan indregnes i opfyldelse af forpligtelsen i efterfølgende år.

Det er også relevant at forholde sig til, om kravet kun skal opfyldes af producenter, der skal indberette gødningsregnskab. Endelig er der behov for at sikre at producenter, der lejer sig ind i andres sædskifte kan koble forpligtelsen til både sædskiftekrav og krav om kulstoflagring til den virksomhed, der udlejer arealet.

§22 udløb for bindestalde

Økologisk Landsforening vil gentage tidligere holdning, at foreningen gerne havde set at bindestaldene først blev helt udfaset ved udgangen af 2024.

§25 fjerkræ, tomgangsperiode beplantning

Det nuværende krav til foldskifte og beplantning af hønsegårde bør opretholdes. De gældende formulering er et resultat af mange års arbejde med området understøttet af flere projekter om beplantning af hønsegårde samt initiativer til at sikre en god anvendelse af hønsegårdene og dyrenes velfærd.

Indretningen af hønsegården må ikke undervurderes i forhold til de positive resultater, vi har opnået i Danmark i forhold til at forbedre velfærden for de økologiske høns og nedbringe dødeligheden. Den reviderede økologiforordning giver ikke anledning til at skubbe resultaterne af de mange års indsats til side.

Det betragtes som en præcisering af, hvordan forordningens krav kan opfyldes, hvilket er efterspurgt. Det kommer bag på Økologisk Landsforening, at ministeriet foreslår at sætte nuværende tekst til side, det har ikke været oppe at vende i nogen af de drøftelser, der har været mellem erhvervet og ministeriet om fremtidige økologiregler som følge af revideringen.

§26 hønnikeproduktion

Det er afgørende, at overgangsordningen for hønnikeproduktion sikrer, at producenterne kan fortsætte med den nuværende belægningsgrad og det nuværende produktionssystem i overgangsperioden. I modsat fald, vil der opstå en akut mangel på økologiske hønniker.

Biodiversitetskrav

I tillæg til kommentarerne til de fremsatte forslag, vil Økologisk Landsforening give udtryk for sin forundring over, at der ikke er indarbejdet udkast til en paragraf om biodiversitet i marken. Ministeriet har tilkendegivet, at regeringen ville arbejde videre med anbefalingen fra det økologiske erhvervsteam om at indarbejde et krav i økologibekendtgørelsen om biodiversitet i marken. Ministeriet har givet udtryk for, at det ville indgå i det udkast, der nu er sendt i høring, så det trådte i kraft til 1. januar 2022.

Ministeriet har ikke meddelt erhvervet, at det alligevel ikke vil finde sted. Økologisk Landsforening er opmærksom på, at der med den nye CAP kommer et GLM 8 krav, som sikrer, at alle bedrifter har mindst 4% ikke produktive arealer på bedriften. Men GLM 8 kravet opfylder ikke formålet med anbefalingen, som den er udtrykt i anbefalingerne fra erhvervsteamet, og det som økologiforordningen reelt hjemler, og som Økologisk Landsforening efterspørger.

Et biodiversitetskrav skal have direkte ophæng i forordningen. Dermed ligger det fast, at det skal relateres til den økologiske dyrkningspraksis. Udtagning af jord fra produktion er ikke i sig selv en del af en dyrkningspraksis. Hvis det skal være en del af dyrkningspraksis, så skal det ligge i tilknytning til de dyrkede marker og relatere sig til den økologiske ejendoms struktur med det formål at sikre, at der er grundlag for mere liv i eller omkring alle økologiske marker.

GLM 8 kravet kan opfyldes ved at tage et sammenhængende areal ud af omdrift, eller sågar leje et areal beliggende et andet sted svarende til 4% af bedriftens omdriftsareal. Ingen af disse tiltag sikrer, at selve dyrkningspraksis understøtter mere biodiversitet, hvilket er målet jf artikel 4, c) i forordning.

Et biodiversitetskrav i økologibekendtgørelsen kan formuleres som, at der max på være 50 meter til et biodiversitetstiltag, hvor et tiltag kan være alt mellem udyrket markkant, skel, træ, stendynger etc.. Et sådan krav vil adskille sig fra GLM 8 kravet og dermed ikke give udfordringer i forhold til konditionalitet.

Kontakt

Sybille Kyed

Landbrugs- og fødevarepolitisk chef

Jeg har siden 1995 varetaget de politiske interesser inden for økologi for Økologisk Landsforenings medlemsgrupper over for myndigheder og politikere i Danmark og i EU. Jeg står ligeledes for kontakten til vores søsterorganisationer i de øvrige EU-lande via foreningens engagement i IFOAM EU.

Luk (Esc)