Høringssvar til udkast til bekendtgørelse om tilskud til ekstensivering med slæt j.nr. 21-12232- 000003

5. november 2021

Økologisk Landsforening har gennemgået udkast til bekendtgørelse om tilskud til ekstensivering med slæt.

Økologisk Landsforening finder det meget problematisk, at den fremlagte tilskudsordning ikke tillader, at arealerne bliver afgræsset.

Ud fra formålet om, at det skal bidrage til klimamålsætningen, er det direkte kontraproduktivt. Det er det med henvisning til, at afgræsning øger kulstofopbygning i jorden sammenholdt med græs til slæt. Det fremgår blandt andet af notatet ”Kulstofbinding i økologiske græsmarker” af Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet, Institut for Agroøkologi, 13 december 2018, hvoraf det fremgår, at afgræsning øger kulstoflagringen med 0,6 – 1,2 tons CO2/ha/år, sammenholdt med slæt.

Dertil kommer, at det er et meget stort problem med tanke på udviklingen af et bæredygtigt landbrug, hvor drøvtyggernes værdi i landbruget og for fødevareforsyningen blandt andet, især er deres evne til at udnytte næringsstoffer fra jorde, der ikke egner sig til omdrift, og derved stille disse næringsstoffer til rådighed for fødevareforsyningen.

Der redegøres for, at ordningen ud over klima skal medvirke til at udpine arealet for næringsstoffer med henblik på at forberede det til senere at blive vådgjort. Dyrene tilfører ikke arealerne næringsstoffer, såfremt de ikke tilskudsfodres. Dyrene frafører arealet næringsstoffer gennem det optag, der er i dyret. Det kan overvejes, om der skal være krav om, at der tages slæt fra arealet, når dyrene tages af, hvis de tages af inden vækstsæsonen, er afsluttet, såfremt det er muligt, dvs. såfremt arealet ikke er for vådt, når dyrene er taget af. Eller der kan stilles et supplerende krav om et afsluttende slæt på jorde med et særligt højt fosfortal.

Målt på biodiversitet har afgræsning også langt større værdi end slæt.

Økologisk Landsforening kan derfor ikke sige det tydeligt nok, ordningen bør ændres, så den tillader afgræsning. Det anses for helt afgørende for at få optimal samfundsnytte ud af ordningen herunder, at udnytte landbruget til at forvalte arealerne, så der opnås multifunktionelle effekter og udstikke vejen for en bæredygtig fødevareproduktion.

Endelig stiller Økologisk Landsforening sig helt uforstående overfor, hvorfor arealet ikke må være omfattet af et økologitilsagn. Økologitilsagn vil præmiere en ekstensivering af husdyrproduktionen, hvor dyrene får en stor andel hjemmeproduceret foder og stor andel græs. Dette er ikke dækket af tilsagnet ekstensivering med slæt.

Kontakt

Sybille Kyed

Landbrugs- og fødevarepolitisk chef

Jeg har siden 1995 varetaget de politiske interesser inden for økologi for Økologisk Landsforenings medlemsgrupper over for myndigheder og politikere i Danmark og i EU. Jeg står ligeledes for kontakten til vores søsterorganisationer i de øvrige EU-lande via foreningens engagement i IFOAM EU.

Luk (Esc)