Høringssvar til EU kommissionens økologihandlingsplan
6. april 2021
ØL kommenterer på anbefaling om lavere moms på økovarer, særligt eco-scheme til økologi og advarer mod at kvæle økologi i regler kontrol og test.
Høringssvar til EU kommissionens økologihandlingsplan af 25. marts 2021 (COM(2021)141 final).
Økologisk Landsforening har modtaget EU kommissionens økologihandlingsplan af 25. marts 2021 (COM(2021)141 final).
Det er et godt dokument med mange gode anbefalinger.
Økologisk Landsforening noterer, at der er mange anbefalinger, der lægger sig tæt op ad det, vi ynder at kalde den danske model med push-and-pull, hvor man både investerer i udvikling af økologi, fremmer muligheden for at lægge om til økologi og stimulerer efterspørgslen.
Økologisk Landsforening stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor opfordringen til medlemslandene om at nedsætte momsen på økologisk frugt og grønt ikke er skrevet med ind i selve anbefalingerne, men kun figurerer i den indledende tekst. Det er et stort problem for udbredelsen af økologi via markedskræfterne, at økologi konkurrerer mod produkter, der er for billige sammenholdt med deres negative eksternaliteter. På sigt bør markeds- og prismekanismerne indrettes, så de mest belastende produkter bliver de dyreste at fremstille, men her og nu, så er det oplagt og enkelt at sætte momsen ned på økologi, så momsprovenuet som minimum ikke bliver højere end provenuet på tilsvarende konventionelle produkter.
En overslagsberegning med afsæt i en gennemsnitlig merpris på økologi på 40% viser, at der er et merprovenu på 1,1 mia. kr. på omsætning af økologi i Danmark. Opgjort alene på frugt og grønt er den på 0,36 mia. kr.
Økologisk Landsforening havde også gerne set, at EU Kommissionen ikke blot anviser, at der udbydes et eco-scheme til økologi. Det er vigtigt, at den grønne omstilling bliver cost-effektivt for samfundet. Fremfor at udbyde et selvstændigt eco-scheme til økologi bør hele EUs landbrugsstøttesystem forberedes til gradvis at afvikle den passive arealstøtte og erstatte den med betaling til fælles goder som klima, natur, dyrevelfærd, vandmiljø, rent drikkevand, adgang til landbrugslandskabet.
For så vidt angår troværdighed, vil Økologisk Landsforening gerne advare imod, at der skabes tvivl om økologiens troværdighed, og at kravene for at sikre regeloverholdelse holdes proportionale, så økologien ikke kvæles i regler, kontrol og test. Det er Økologisk Landsforenings opfattelse, at systemet i det store og hele i dag garanterer økologien, og at EU og dets medlemslandene derfor skal være forsigtige med at indføre yderligere kontrol og overvågning.
Kontakt
Sybille Kyed
Landbrugs- og fødevarepolitisk chef
Jeg har siden 1995 varetaget de politiske interesser inden for økologi for Økologisk Landsforenings medlemsgrupper over for myndigheder og politikere i Danmark og i EU. Jeg står ligeledes for kontakten til vores søsterorganisationer i de øvrige EU-lande via foreningens engagement i IFOAM EU.