Høringssvar til notat til §2-udvalget (landbrug) om strategiske planer under den fælles landbrugspolitik

28. november 2022

Økologisk Landsforening har noteret sig, at EU-kommissionen har godkendt den danske Strategiske CAP-plan for landbrugsstøtten, der træder i kraft den 1. januar 2023.

Økologisk Landsforening noterer, at opbygningen med 6 eco-schemes er aftalt politisk i landbrugsaftalen fra oktober 2021. Landbrugsaftalen indeholder ligeledes en beslutning om, at udformningen skal genbesøges ved en status på ordningerne i 2023/24.

Økologisk Landsforening vil i den forbindelse anbefale, at det besluttes at ændre på arkitekturen i den danske model således, at en kommende klimaafgift vil kunne indbygges i landbrugsstøtten. Økologisk Landsforening mener, at den nuværende udformning er uhensigtsmæssig og ikke udnytter det fulde potentiale i EU-forordningen. EU-forordningen tillader, at medlemslandene kan fastsætte andre nationale normer vedrørende hovedmålsætningerne af GLM-normerne med henblik på at forbedre den miljø- og klimamæssige gennemførelse af rammen for GLM-normerne. Forordningen pålægger endvidere medlemsstaterne at etablere et system for en administrativ sanktion til landbrugerne, hvis de ikke opfylder de lovgivningsbestemte forvaltningskrav i henhold til EU-retten og GLM-normerne fastsat i de strategiske planer f.eks. på området klima og miljø, herunder vand, jord og biodiversitet i økosystemerne.

Økologisk Landsforening har fremsat forslag til en model for klimaafgifter med afsæt i hjemlerne i EU- forordningen.

Økologisk Landsforening vil derudover fremhæve, at foreningen finder den danske udformning af EUs krav om 4% ikke produktive områder meget problematisk, eftersom udformningen ikke tillader at medregne eksisterende biotoper. Dertil har Danmark tilladt, at kravet opfyldes med fjernbrak. Det er på trods af, at EU- teksten helt konkret siger, at formålet med GLM 8 kravet/naturkravet er at opretholde landskabsstrukturer i det dyrkede land, og EU- forordningen taler om ”farm level”.

Det skal også fremhæves, at den valgte definition af skovlandbrug ikke giver den ønskede forenkling, og den adskiller sig fra den internationale definition.

Økologisk Landsforening finder det problematisk, at udformningen ikke giver landbruget noget incitament til at lade græsarealer udvikle sig, så de gavner biodiversiteten mest muligt. Græsarealer med en god biodiversitetsstatus er berettiget til mindre landbrugsstøtte, end arealer der primært er produktionsarealer, der kan få gødning og pesticider. Dermed har staten heller ikke levet op til, at landbruget ville få økonomisk kompensation for, at der blev nedlagt sprøjte og gødskningsforbud på § 3 arealer, hvilket ellers fremgik af høringsnotatet fra ministeriet marts 2020 på indsendte høringssvar til naturbeskyttelsesloven.

Økologisk Landsforening mener, at engangskompensationen for udtagning af permanente græsarealer skal differentieres, så der er en højere kompensation for udtagning af højttydende permanente græsmarker.

Med venlig hilsen

Sybille Kyed
Landsbrugs- og fagpolitisk chef i Økologisk Landsforening

Kontakt

Sybille Kyed

Landbrugs- og fødevarepolitisk chef

Jeg har siden 1995 varetaget de politiske interesser inden for økologi for Økologisk Landsforenings medlemsgrupper over for myndigheder og politikere i Danmark og i EU. Jeg står ligeledes for kontakten til vores søsterorganisationer i de øvrige EU-lande via foreningens engagement i IFOAM EU.

Luk (Esc)