Lov om ændring af lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.

7. september 2022

Miljøministeriet
Bæredygtigt Miljø og Produktion

Høring af udkast til Lov om ændring af lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. (Reduktion af drivhusgasudledninger fra erhvervsmæssige dyrehold) J.nr. 2021-914

Økologisk Landsforening anser det for meget vigtigt at være opmærksom på, at tilsætning af fedt i foderet til dyrene ikke nødvendigvis reducerer klimaaftrykket. Helt principielt er det nødvendigt at tage de afledte effekter med i betragtning. Af samme årsag skal man være varsom med at indføre krav om, at tage et specifikt virkemiddel i anvendelse. Det er mere hensigtsmæssigt at regulere på tilladt udledningsniveau.

Afledt af ovenstående er det problematisk, hvis en regulering af drivhusgasemissioner kun forholder sig til de direkte udledninger på bedriften/ bedriftens territoriale aftryk. I beregningen af bedriftens territoriale aftryk indgår f.eks. ikke import af foder eller kulstofbalance i jord og træer. Når der tilsættes fedt til foderet, kan det ændre på sædskiftet eller betyde, at bedriften skal importere foder med en højere fedtandel. En ændring i sædskiftet kan derved potentielt reducere kulstoflagring og/eller øge udledningen af lattergas fra dyrkning af markerne, planterester mm.

Klimaaftrykket fra øget foderimport vil fremgå hvis de indirekte effekter medregnes. Derfor vil den egentlige nettoeffekt af øget fedttildeling i foderrationen i forhold til drivhusgasemission afhænge af bedriftens nudrift ift. nuværende sædskifte og foderimport. Nettoeffekten vil reelt kun fremgå, når de indirekte effekter medregnes.

Det samme vil gøre sig gældende ved tilsætning af forskellige foderadditiver, der også vil have en klimapåvirkning ved produktionen af disse, inden de købes ind til bedriften.

Økologisk Landsforening vil dertil gerne fremhæve, at der potentielt er en risiko for negative effekter på køernes sundhed ved en høj fedttildeling, og at udviklingen af foderadditiver endnu ikke er i mål, da foderadditiverne påvirker køernes foderoptag negativt.

Jeg vedhæfter et notat, der er udarbejdet af Innovationscenter for Økologisk Landbrug, hvor ovenstående også er beskrevet.

Med venlig hilsen

Sybille Kyed

Kontakt

Sybille Kyed

Landbrugs- og fødevarepolitisk chef

Jeg har siden 1995 varetaget de politiske interesser inden for økologi for Økologisk Landsforenings medlemsgrupper over for myndigheder og politikere i Danmark og i EU. Jeg står ligeledes for kontakten til vores søsterorganisationer i de øvrige EU-lande via foreningens engagement i IFOAM EU.

Luk (Esc)