Bekendtgørelse om etableringsstøtte til unge landbrugere 2023-27 - Journalnummer: 22-0162-000055

16. januar 2023

Økologisk Landsforening har gennemgået udkastet til bekendtgørelse sammen med Foreningen for Regenerativt Jordbrug og gennemgår nedenfor de fælles kommentarer.

Som det fremgår, mener foreningerne ikke, at den fremlagte bekendtgørelse i tilstrækkelig grad sikrer grundlag for omstilling og generationsskifte i landbruget til et mere bæredygtigt system.

§ 2. 5) have en købsaftale eller et endeligt skøde, som ikke er tinglyst mere end 4 år før ansøgningstidspunktet

Det bør være CVR nummeret, som ikke må være mere end 4 år gammelt og ikke tinglysningen, hvis der overhovedet skal være en tidsfrist. Det fremgår, at potentielle eller nye tinglysninger alligevel prioriteres frem for ældre, jf. § 4, og man som person ikke må være ældre end 40 år.

Hensigten er at støtte etableringer af unge landbrugere, men flere unge fremtidige landbrugere har tidligere købt ejendom (tinglysning), for først at etablere beboelse og derefter etablere landbrug, hvilket kan tage flere år. Det tages der ikke højde for med den fremlagte udformning.

For mange af unge landbrugere vil det være nødvendigt med en længere periode fra tinglysning, eller slet ingen. Man tager heller ikke højde for de unge landbrugere der bor på en ejendom, men først senere beslutter sig for at opstarte landbrug der. Man risikerer altså at skære en gruppe af unge potentielle landbrugere fra, som har købt land tidligt, men af forskellige grunde vælger at etablere landbruget senere.

Som skrevet i vejledningen side 13, 3.5.4 er opstart af en virksomhed inden for landbrug- og gartneriområdet en længere proces.

§ 2. Ansøger skal opfylde følgende betingelser:
3) have et årligt arbejdskraftbehov på mindst 830 arbejdstimer opgjort efter de normtimesatser, der er fastsat i bilag 1. Hvis produktionsformen ikke fremgår af bilag 1, afgør Landbrugsstyrelsen arbejdskraftbehovet efter en konkret vurdering

Mange unge jordbrugere går ind i erhvervet for at etablere alsidige landbrug, mange vil også starte med mindre end 10 ha. ØL og Foreningen for Regenerativt Jordbrug lægger vægt på, at vurderingen af arbejdskraftbehov i tilfælde af, man har en mindre alsidig bedrift kan afgøres ud fra en konkret vurdering".

Normtimesatserne for de forskellige produktionsgrene, som bliver afgørende for udbetalingen af støtten, er sat efter eksisterende veletablerede produktioner, der har krævet store kapitalinvesteringer, som de færreste unge har adgang til.

Bekendtgørelsen skal anvendes til at hjælpe unge med at etablere et jordbrug eller gartneri, men langt de fleste unge har ikke adgang til større kapitalinvesteringer og derfor heller ikke mulighed for at arbejde inden for normtimesatserne pr. hektar. Især ikke inden for frilandsgrøntsager. Derfor vil resultatet blive, at langt de fleste unge, der søger tilsagn, som ikke foretager generationsskifte på en allerede veletableret bedrift, ende med at få en lav støttesats udbetalt - eller slet ikke få tilsagn til støtten. Dermed vil denne støtteordning ved en normtimesats-beregning fejle i fht. sit eget formål, da unge jordbrugere vil få svært ved at etablere sig og konkurrere med de eksisterende bedrifter.

Det foreslås i stedet at beregne normtimesatser ud fra "unge" bedrifter, der har eksisteret i f.eks. 5 år, så de automatiske beregnede arbejdskravbehov tager højde for at være en småskala-bedrift uden effektive stordriftsfordele.

Manglende kategori under arbejdskraftbehov

Det er ikke optimalt, at der ikke er et automatisk beregnet arbejdskraftbehov for intensiv grøntsagsdyrkning på friland, da arbejdskraftbehovet for alle ansøgere i denne produktionsform, da vil afgøres af en individuel sagsbehandler. Denne produktionsform er særlig vigtig for generationsskiftet i dansk landbrug ligesom det ses i resten af den vestlige verden, da den kræver moderate kapitalinvesteringer, og kan levere et produkt som der opleves stigende efterspørgsel på. Det virker derfor ulogisk for generationsskiftet i det danske landbrug, at lægge skæbnen for nyetablerede bedrifter i frilandsgrøntsagsproduktion i individuelle vurderinger.

6) være uddannet, faglært landmand eller gartner, eller have en tilsvarende eller højere uddannelse med faglig relevans for en succesfuld landbrugs- eller gartnerivirksomhed

ØL og Foreningen for Regenerativt Jordbrug gør opmærksom på de populære private uddannelser, som mange unge vælger til fx den nordiske biodynamiske uddannelse Bingn, den danske Regenerative Jordbrugsskole, og den norske Sogn Jord- og Hakebruksskule. Disse bør anerkendes som faglig relevant baggrund.

§ Paragraf 10 - 1) “Der er foretaget tinglysning af købsaftalen med minimum 25 pct. ejerandele til tilsagnshaver eller, hvis virksomheden er en A/S eller ApS virksomhed, ved registrering af minimum 25 pct. ejerandele til tilsagnshaver digitalt i ejerbogen under Erhvervsministeriet.”

Foreningerne er i tvivl om, om dette skal forstås som, at man enten personligt eller gennem A/S eller ApS skal have ejerandele i selve ejendommen ved tinglysning. I bekræftende fald vil denne paragraf stå i vejen for alle de unge, der ønsker at etablere sig gennem forpagtningsaftaler hos andre jordbrugere eller på jorde, der ejes i fællesskaber - f.eks. gennem foreninger eller jordbrugsfonde.

Med venlig hilsen

Sybille Kyed

Kontakt

Sybille Kyed

Landbrugs- og fødevarepolitisk chef

Jeg har siden 1995 varetaget de politiske interesser inden for økologi for Økologisk Landsforenings medlemsgrupper over for myndigheder og politikere i Danmark og i EU. Jeg står ligeledes for kontakten til vores søsterorganisationer i de øvrige EU-lande via foreningens engagement i IFOAM EU.

Luk (Esc)