Høringssvar til forslag til Ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. (EF) 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer

24. marts 2023

Økologisk Landsforening vil overordnet henvise til høringssvaret fra FødevareDanmark, idet der er opbakning til de indsendte kommentarer.

Økologisk Landsforening vil især gerne fremhæve, at foreningen mener, at det er meget positivt og vigtigt, at dyrkravet om at kun er ikke håndterbare dyr, der må slagtes i besætningen bortfalder. Økologisk Landsforening håber, at de fremlagte ændringer kan danne grundlag for forenklinger af de danske regler for gårdslagtning eller at de kan falde helt bort.

Økologisk Landsforening mener i den forbindelse, at det er vigtigt at fjerne loftet på antal dyr, der må slagtes i besætningen. Det er en ubegrundet begrænsning som kun øger regelkompleksiteten.

Det er tilstrækkeligt at have regler for, hvor lang tid, der maksimalt må gå før den slagtemæssige behandling påbegyndes.

Det er vigtigt, at der fortsat vil være mulighed for, at bedrifterne selv kan vælge, om de vil rekvirere slagteriets embedsdyrlæge via Fødevarestyrelsen eller VagtEmbedsDyrlæge (VED) til at udføre AM-kontrol.

Det er vigtigt med fleksibilitet, og at der er god mulighed for at for at få en dyrlæge ud. Der er en risiko for, at det er vanskeligt at finde eller frigive slagteridyrlæger til udkørende arbejde, mens en lokal VagtEmbedsDyrlæge formentligt lettere ville kunne køre til AM-kontrol og aflivning, som skal ske, mens slagteren også er til stede.

Det er vigtigt for Økologisk Landsforening, at reglerne ikke gør det sværere at slagte på gården. Kravet om at AM-dyrlægen skal overvære bedøvelse, aflivning og afblødning er et meget uhensigtmsæssigt krav. Det skaber unødigt uro hos dyrene, hvis de ikke er vant til omgang med mennesker, og alt for ofte ender man i en situation, hvor dyrlæge og slagter kommer til at vente på hinanden, og fristen på 24 timer fra AM-kontrol til slagtning kan ikke udnyttes. Det er således vigtigt for Økologisk Landsforening, at det er tilstrækkeligt at aflivningen bliver overvåget stikprøvevist, ligesom det er tilfældet på et stationært slagteri.

Kontakt

Sybille Kyed

Landbrugs- og fødevarepolitisk chef

Jeg har siden 1995 varetaget de politiske interesser inden for økologi for Økologisk Landsforenings medlemsgrupper over for myndigheder og politikere i Danmark og i EU. Jeg står ligeledes for kontakten til vores søsterorganisationer i de øvrige EU-lande via foreningens engagement i IFOAM EU.

Luk (Esc)