Høringssvar til bekendtgørelse om tilskud til metanreducerende foder Journalnummer 24-11-000010
9. september 2024
Økologisk Landsforening er klar over, at der er truffet beslutning om, at der vil blive givet tilskud til metanreducerende foder, men foreningen vil alligevel gerne bruge høringen til endnu engang at give udtryk for, at Økologisk Landsforening mener, det er en forkert vej at gå.
Økologisk Landsforening mener, at kvæg i et bæredygtigt fødevaresystem hører til på græsmarker, og er derfor kritisk over for en tilskudsordning, der stiller som krav, at dyrene skal være på stald hele året, som det er tilfældet med denne tilskudsordning.
Der er et højere antibiotikaforbrug i konventionelle kostalde end hos økologerne, og det er bla. koblet til at dyrene tilbringer livet på stald. Derudover er et liv på stald uforeneligt med dyrenes naturlige adfærd og dermed i konflikt med Dyrevelfærdsloven, der siger, at dyr skal respekteres som sansende og levende væsner.
Med hensyn til klimaeffekten ved at anvende fodertilsætningsstoffer eller tilsætning af fedt, så er det nødvendigt at se på de samlede klimaeffekter af et tiltag. Hvis tilsætning af fodertilsætningstoffer eller fedt betyder, at dyrene fodres med mindre græs, vil det påvirke klimaaftrykket fra markdriften negativt, idet det skubber græsmarker ud af sædskiftet, og dermed kan det betyde et samlet højere eller uændret klimaaftryk. Græs i sædskiftet er positivt for jordens kulstofbalance og fungerer som en kulstoflagring.
Hvis fedtkilden er via importeret fodermiddel, vil det have et klimaaftryk relateret til importen, og der hvor det dyrkes og produceres. Det samme gælder fremstilling af fodertilsætningsstoffer, der er ligeledes et aftryk fra produktionen af tilsætningsstoffet, som skal tages med i betragtning.
Der er efterhånden opnået en forståelse for, at klima og biodiversitetskrisen hænger sammen, og det er vigtigt at forholde sig til begge dele, når der vælges løsninger. Danmark har tilsluttet sig FNs biodiversitetskonvention fra 2022, som indeholder 23 delmål. Mål 14 siger, at biodiversitet skal integreres i enhver form for regulering og politik. Et kvæghold på stald, vil presse biodiversiteten sammenholdt med et kvæghold der selv henter sit græs på marken. Kvæget kan bidrage til biodiversitet ved at græsse naturarealer og græsmarker i sædskiftet. Og græsmarker i sædskiftet vil fremme jordens mikroliv og altså biodiversiteten i jorden, hvilket igen er vigtigt for jordens kulstoflagrende evne. Agerlandets fugle er i meget stor tilbagegang, og det er bla. fordi de jordrugende fugle får ødelagt deres reder, når der tages slæt, og en slættet græsmark er mindre alsidig uden samme fødegrundlag og levesteder for agerlandets fugle.
Med venlig hilsen
Sybille Kyed
Kontakt
Sybille Kyed
Landbrugs- og fødevarepolitisk chef
Jeg har siden 1995 varetaget de politiske interesser inden for økologi for Økologisk Landsforenings medlemsgrupper over for myndigheder og politikere i Danmark og i EU. Jeg står ligeledes for kontakten til vores søsterorganisationer i de øvrige EU-lande via foreningens engagement i IFOAM EU.