Kalø Økologisk Landbrugsskole

Foto 30Kmn

Om bedriften

  • Syv jerseykrydsning-køer går med egen kalv
  • Sæsonkælvning forsommer
  • Ko-kalv samvær i tre måneder
  • Mest muligt på græs
  • Malkning om morgenen
  • Adskillelse om natten efter to måneder
  • Fravænning ved 5-6 måneders alder

Stald og græsning

Kalø landbrugsskole har pt. syv malkende køer, der alle går i samme hold og med egen kalv samt en ammekalv. Om sommeren er køer og kalve på græs så meget som muligt i dagtimerne og på stald om natten. Køerne fodres efter devisen lavt input = lavt output, og derfor malkes de kun én gang om dagen. Når kalvene er ca. to måneder gamle, skilles køer og kalve om natten. Når kalvene er omkring seks måneder, fravænnes de.

Ko-kalv system

Kælvninger: Kælvninger foregår i kælvningsboks, hvor ko og kalv går sammen tre-fire døgn. De lukkes ind til de øvrige, når driftsleder ser, at koen passer sin kalv. I tilfælde af, at en nyfødt kalv dør, sættes koen hurtigst muligt sammen med kalve fra en anden bedrift. De går sammen, til koen accepterer kalvene.

Fravænning: Eftersom køer og kalve er adskilt om natten, fra kalvene er ca. to måneder gamle, sker fravænning forholdsvis let og uden ballade ved blot ikke at lukke dem sammen om dagen. Køerne er ved at være trætte af deres kalv, og kalvene kan sagtens klare sig selv. De opholder sig stadig under samme tag og kan se og høre hinanden.

Udfordringer og erfaringer

  • Besætningen er lille, og perioden med både goldkøer og nykælvede køer er lidt svær ift. individuel fodring, hvilket har givet tilfælde af mælkefeber.
  • Gamle køer, som kender systemet, hjælper til, at de unge falder til ro.
  • Det er en speciel besætning, fordi det er en landbrugsskole, hvor mange mennesker er involveret. Det er en tilbagevendende udfordring at sikre, at alle nøglepersoner og beslutningstagere er opdaterede; derfor arbejdes der konstant på at gøre systemet enkelt og overskueligt.

Nøgleord

Sæsonkælvning, deltids- og langtidssamvær.

Luk (Esc)