Sæt en vægt op i stalden
En frithængende vægt i hver flok giver mulighed for at følge flokkens udvikling og reagere, hvis der opstår vægttab pga. mistrivsel.
Virkning
Placeres en frithængende vægt i stalden vil hønerne naturligt hoppe op på den. På denne måde vil det være muligt hele tiden at kunne holde øje med vægten hos hønerne. Falder vægten pludseligt er det tegn på at der er sket en ændring hos hønerne og det kan kræve en hurtig handling idet dyrene mistrives af en eller anden årsag. Ved at holde øje med vægten hele tiden er det muligt at reagere hurtigt, hvis dyrene mistrives og indføre tiltag, så der igen kommer balance i høneflokken.
Praksis
Axel Månsson ved Brande driver grøntsagsproduktion og en ægproduktion med omkring 200.000 æglæggende høner. Alle æglæggerstalde er udstyret med frithængende vægte, som hønerne flittigt hopper op på. På denne måde er det muligt hele tiden at følge med i vægtforøgelser gennem hønens levetid. Vægtens data samles løbende og ved mindste udsving undersøges den pågældende stald. Ud over at holde øje med vægten registreres alle fravigelser fra den normale dagligdag for hønerne samt deres adfærd.
Fakta
Hønens vægt er vigtig at holde øje med. Et pludseligt vægttab kan blandt andet skyldes forringet foderkvalitet, stress eller frygtsomhed. Uanset årsag, så er vægttabet ofte en indikator på at hønen ikke trives. Det første der vil ske, når en høne mistrives, er at hønens vægt falder, dernæst falder ægvægten. Herefter vil hønen være stresset , begynde at miste fjer og til sidst stoppe ægproduktionen. Er det nået så vidt som til fald i ægproduktion, kan det være svært at rette op på igen.
Et vægttab kan også være tegn på sygdom i flokken. Det er derfor vigtigt at kunne reagere hurtigt ved tegn på ændringer i vægten, da det meget let kan gå galt og ende i værste tilfælde med dødsfald i flokken.
Holdes der øje med vægten i flokken, er det muligt at reagere hurtigt og forsøge at finde frem til årsagen, sætte gang i tiltag for at stoppe vægttabet og herved minimere konsekvenserne, så hønen igen kan trives.